Morgentanke

Det er morgen. Mandag. 27. september 2010. Der er fred i mit hus. Alle er afsted, undtagen mig, som har hjemmearbejdsdag. Husmorkontoret, forstås. Vaskemaskinen snurrer, det er dyner og puder, der står for tur. Det er et langsommeligt projekt, men jeg har tid nok. I dag.

Jeg drikker en kop kaffe. Stille og alene. Musikken flyder i baggrunden og levner plads til min tanke. Musikken uden ord, som betyder noget. Sigur Ròs har forstået, at ord med mening ikke altid er bedst. At sjælen har sit eget sprog og tempo, som ikke skal forceres. Så jeg flyder med tonerne og de ordløse ord. Jeg tænker. På det liv, som leves hele tiden, på Nikolaj, på det liv, han ikke nåede at leve færdigt sammen med os. På det liv, han lever nu på den anden side. Jeg kigger på roserne på mit bord. Fra mor og far. Mage til dem, jeg købte i Illum til hans have, den dag, han skulle begraves. De smukke hvide roser. Med duft. Med let krøllede blade og bøjede stængler, for vægten af de tunge, smukke hoveder er stor. Som vægten af sorg er stor, og gør os let krumme og bøjede. Jeg dufter til roserne. Tænker på min bror. Savner ham helt ind i knoglerne. Forstår stadig ikke, hvad det liv skal blive til uden. Men ved efterhånden lidt mere, at det er sådan, det vil være. Uden. Det er en sej erkendelse. Kan ikke tages ind på én gang ved en viljesbeslutning. Det er en levet erkendelse. En sorgfuld, levet erkendelse.

Jeg hælder lidt mere kaffe op. I en fin kop med et efterårsæble på. Jeg har fået den af Anni. Et rødkindet æble, det fantastiske ved efterår. Noget godt, ved den årstid, som kommer. Jeg prøver at lede efter det gode. Prøver at undvige trangen til at følge efter Nikolaj. Escaping Autumn, you know. Det er fristende at tænke. At undslippe. Men det er ikke sådan, reglerne er. Så jeg kigger på min æblekindede kop. Takker for dejlige mennesker, som gør dejlige ting. Som får mig til at blive hængende ved lysten til livet. Taknemmelig er jeg for det.

Og jeg ser på kommoden for enden af spisebordet. Med Nikolajs billede på. Lyset, der brænder for ham. Som det brænder for ham hos mor og far, hos Line, hos Julie, hos Ditte. For kærligheden til hinanden. For at varme os, når det lige pludselig blev så forfærdeligt koldt. Jeg ser på ham. Jeg sørger. Græder. Savner. Og glæder mig sådan til gensyn.

Mens jeg venter, læser jeg avisen fra i lørdags. En test af badevægte. Tænker på, at det er mig en gåde, at man kan sælge aviser på det. Og at nyheder er komplet uinteressante. Og så tænker jeg på, at jeg håber og venter på, at mens vi venter på gensyn, så bliver verden interessant igen…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s