Den Lange Vinter

Den er begyndt, den lange vinter. Selvom septembersolen idag lyser mildt i den klare luft. Jeg kan godt nyde det, det kan jeg. Sidder ude i gården ved de græsk-blå borde, Ella cykler og kaffen i min kop er varm. Det er fint nok. Alligevel er det blevet vinter. Den lange, strenge frost har sat ind. Lægger sig som en hinde over alting i mig. Trætheden er lammende, tavsheden larmende. For der er ikke rigtig mere at sige. Hvad skulle der være at sige? Nu er der kun vinteren tilbage. Som har sluppet alle kalendere og årstider. Som lægger sig roligt, afventende, og ser på at jeg accepterer sjælens årstidsskift. Hvordan denne vinter kommer til at blive, er uvist. Jeg har aldrig befundet mig i dette landskab før, jeg kender ingen smutveje eller sikre stier.

Der tegner sig nye spor i sorgen i disse dage. I morgen er det en uge siden, at vi for sidste gang fik lov at holde Nikolaj mellem os. I en for os fuldstændig fremmed og forkert form, men dog alligevel ham. En uge. Ingen tid. Al tid. Sorgens tid. En måned med visheden om at være uden ham. 15 dage med visheden om, at vi fik lov at begrave ham alligevel. En måned, hvor der midt i alting var noget at gøre, noget at skulle, som på en eller anden facon havde med Nikolaj at gøre. En begravelse. Og nu- ikke noget. Ikke noget at skulle. Ikke noget at foretage sig med noget bestemt formål for hans skyld. Ikke noget, som verden kan se og forholde sig til. Er det godt? Eller skidt? Jeg ved det ikke. Eller jo, jeg ved dét, at når der ikke er noget at sige eller gøre længere, så er det for langt størstedelen af verden dybt uinteressant, hvor Nikolaj er og blev af, hvor meget han mangler, hvor stort et krater han har efterladt i vores sjæle. Det er da en sorg. En kæmpe en. Det er jo det mest relevante i verden, hvis du spørger mig. Nikolaj kan vi jo ikke bare blive færdige med, bare fordi han ikke lever sammen med os nu…

Så sorgen har ændret karakter. Fra at være noget konkret, i begyndelsen endda avissælgende, til at være noget ikke-konkret, noget privat, noget uhåndterbart for en del af omverdenen. Det er den rigtige vej, forstå mig ret. Det er ikke sundt, naturligt eller konstruktivt at blive forsidebasker, når livet går i stykker. Slet ikke. Det svære lige nu er sorgens nye ansigt, som måske i virkeligheden kun er kendt af en selv og meget få andre, fordi den nu har påbegyndt sin lange rejse gennem ens sind og krop, for siden at kunne antage en form, hvor både liv og sorg har hver deres retmæssige og gode plads indeni. Den rejse, som har taget form af en indre vinter, som sætter ind med streng frost i september. Som ikke giver undtagelsestilstande eller som fordrer særlige vilkår for den, som rammes af kulden. Som bare ligger indeni, selvom det synes ubarmhjertigt at skulle arbejde, fungere, spise, sove med så kold krop og sjæl. En dag bliver det måske tøvejr igen. Jeg tror nok, at jeg tror det, med min forstand altså. Mit indre er stadig i oprør…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s