Han hviler sig

I sin have. I sin fine hvide kiste. Han hviler sig nu, og vi kan hvile os lidt i det. Det var tungt, det var svært, det var regnfuldt og koldt. Men han var lige mellem os for en stund, og det gjorde os uendelig godt. Tænk, at en hvid kiste kan bibringe helse for sjælen… Nu er han hjemme. Vi kan finde ham igen, vi kan tage ud til hans have og igen være syv. Amputerede syv. For vi græder stadig. Vi har ondt. Vi har svært ved at se vejen for os, hvor vi skal gå resten af det liv, som vi bliver nødt til at gå uden vores søn og bror. Vi venter på at blive ført ved hånden, Gud. Det må være dit ansvar! Du har kastet os ud i vores livs efterårsstorm, så Du må føre os igennem…tak. Og hold så faste og varme arme omkring Nikolaj- når nu vi ikke fik lov at gøre det længere.

Reklamer

One Comment on “Han hviler sig”

  1. Helle siger:

    Kære Ida
    Jeg er faldet sådan lidt tilfældigt ind på din blog. Det gør mig forfærdeligt ondt for dig og hele din familie. Du rører mig dybt, når du får dine ord ud på bloggen; når du beretter om den ordløse smerte, du gennemlever; og når du midt i det hele alligevel kan formidle en glæde ved livet og hinanden. Tak for det, og alt godt til dig og dine.
    Kærlige hilsner
    Helle


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s