I dag græder jeg

Nogle dage har mere gråd i sig end andre. I dag er tårefyldt. Helt op til kanten. Jeg kan ikke gøre så meget ved det, kun prøve at følge med. Og pudse næsen og tørre den ømme hud under øjnene. Det gør ikke så meget. Jeg har vænnet mig lidt mere til livet med sorg. Jeg er ikke så angst for, om man kan se at jeg har grædt længere. Det gør jeg bare. Græder.

Jeg savner Nikolaj med uformindsket styrke. Det har ikke flyttet på sig, muligvis kun lidt til det værre. Fordi erkendelserne holder deres indtog, tænker jeg. Næ, det der sker lige nu, er af den mindre rationelle slags. Det er der en hel masse, der er, irrationelt. For eksempel græder jeg helt vildt meget over, at han er så alene på sin lange rejse hjem fra Norge. At jeg ikke kan være sammen med ham på rejsen. Fortælle ham ting, som jeg tænker på, holde ham med selskab, bare være hos ham. Jeg ved godt, at det er ligegyldigt på den rationelle måde. Han er jo død, ligger bare der bag i en rustvogn. Men jeg græder over det. Jeg ville så gerne være hos ham. Ville så gerne fortælle ham, hele vejen, at vi har ventet sådan på ham, at vi elsker ham tusind. At vi aldrig kan leve et liv som før, men at vi vil prøve at leve så godt vi kan, mens vi venter på genforening på den anden side. Jeg ville helt irrationelt bare godt være hos ham. Så han ikke skal rejse alene på sin allersidste jordiske rejse. Så jeg græder. Fordi jeg bliver nødt til at slippe, hvor jeg ikke vil. Fordi intet på jorden kan ændre på fakta. Fordi aldrig mere er blevet en del af mit vokabular. Jeg græder bare. Fordi jeg ikke kan andet. Ikke idag. Andre tider kommer. Jeg møder jer jo hele tiden, jer der lever uden. Jer, der lever videre. Jer, der mangler og savner, men som også griner og lever på den gode måde. I er der. Har været der før mig. Tak for jer. For ellers ville jeg tro, alting sluttede med aldrig mere.

Advertisements

4 kommentarer on “I dag græder jeg”

  1. Line siger:

    Heldigvis er han ikke alene på sin tur, vores elskede Nikolaj. “Han, som altid venter” er sammen med ham … helt tæt.
    Jeg beder om, at han må være helt tæt på dig også; så tæt, at du kan mærke det.
    Kærligst Line

    • Ida siger:

      Det er sandt. ‘Han, som altid venter’ var engang en fortælling, en historie om en Far, en Gud, fortalt for børn. Der er brug for Ham nu. Her og hinsidan… Med kærlighed. I

  2. Maria siger:

    Måske det er en trøst, at i hans aller sidste færd er han omgivet af familie, nemlig når I steder ham til hvile på lige det sted, I har fundet til ham.
    Alle gode tanker herfra.

  3. frovin siger:

    Jeg har læst den bog mange gange, første gang da morfar døde hjemme i Kappel. Det er sådan en øm fortælling.
    Kære Ida. Jeg læser det du skriver, om de af os, der lever videre, og ja, det gør vi jo, hinsides savnet. Jeg ville ønske jeg kunne forklare dig hvordan et sådan “aldrig mere” på en måde kan blive til et “både og”. Men det er jeg såmænd ikke rigtig klar over selv, hvordan. Måske er det ikke noget “man” gør, det der med at leve videre. Måske er det livet selv der bare gør det – lever – , og først følger man modvilligt med det, og til sidst ankommer man til en accept af at livet jo sådan set ikke selv er ovre, selvom man godt kunne tænke at det ville være det nemmeste og mindst smertefulde hvis det var. Det handler ikke om at acceptere farvellet & tiden læger alle sår og sådan noget cr*p, men det handler om at leve i goddawet, på en måde. Og dét er frygtelig vanskeligt og hårdt at gøre når alting er farvel.
    Strøtanker her kl. 100. De vandrer til jer igen med en bøn i hælene.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s