Det er da godt, ja?!

Nikolaj. Druknet. Savnet. Fundet. Det er da godt?! Åh, jeg ved snart ikke… For jo, det er godt at være vis på, hvor han er. Det er godt. Og det er ondt. Forfærdelig ondt. At vide ham druknet, død, væk. Ingen smuthuller, ingenting andet end sorg og smerte. For det er sikkert og vist. Han er jo fundet…

Jeg kæmper vilde kampe med erkendelserne. Der er snart gået en måned siden den sorteste dag i vores liv. En måned. En brøkdel af et liv. En evindelig, ulidelig lang måned, kort og lang på samme tid. Jeg trækker stadig vejret. Vi gør det sammen hver dag. Vi står op. Vi går på arbejde og den slags. For det meste. Vi sover jævnligt en rimelig nat. Vi ser nogenlunden almindelige ud, muligvis med lidt flere rynker og med sorgfulde øjne. Der går timer, nogengange en del faktisk, mellem at vi græder. Vi siger til hinanden hver dag, at vi elsker hinanden. Vi skriver det til hinanden. Vi ringer hjem fra arbejdet for at sige det. For at mærke nærheden. Alt det gør vi i de lange, lange dage uden Nikolaj. Vi venter stadig på Norge, på at de siger, at nu tager de afsted med ham. Flyver ham til Danmark. Og vi græder mens vi venter. På mere afsked, mere ondt i hjerte og krop. På ham og på alt det, der følger med. Men det er da godt?! Godt, at han kommer hjem til sin have?! Ja. Det er godt. Og forfærdeligt. Jeg kan ikke forstå, hvordan vi skal leve et langt liv med den helt vilde mangel på Nikolaj… altid. Jeg kan ikke forstå, at han ikke bliver halvtreds lidt efter at jeg er blevet treds og har gråt hår og børnebørn. I stedet sidder jeg her, med gråt hår allerede, og længes og græder lidt igen. For der er ikke noget, der er godt. Han må godt komme hjem. Han må komme hjem til mig og spise aftensmad og spille wii med ungerne. Det må han gerne. Han må godt komme hjem til mor og far, så vi kan drikke specialøl fra Frankrig og snakke til sent, når vi også kommer om et par dage. Han må godt komme hjem fra Norge, hel og fin og levende, det må han gerne. Han må godt komme tilbage til livet, så min gråd ikke behøver at fylde mine nætter og sorgen mine dage. Han kommer hjem. Det er godt. Er det godt?!

Kan man leve et liv bagefter? Efter at man er fravristet en genstand for stor kærlighed, en kilde til glæde, en grund til liv? Jeg ved det ikke. Eller, jo, det ved jeg. Men jeg mærker det ikke. Ikke endnu. Indtil nu har jeg siddet ovre på den anden side, været den der empatisk støttede, når livet blev vingeskudt. Jeg var den, der kunne sige til mine kære, at hvor er det bare frygteligt for dem; tænk, hvad man ville gøre, hvis det var én selv. Hende var jeg. Nu er jeg den anden. Den, som folk krammer og får tårer i øjnene af at se på. Selvom jeg ikke selv græder, men fordi det er så frygteligt, dét der har ramt os. Jeg bliver somme tider helt perpleks i den rolle. Jeg vil ud af den, jeg vil tilbage til den anden side med empatien og ‘tænk, hvor er det frygteligt for dem’-tanken. Det kan jeg bare ikke vælge. For jeg er Nikolajs søster. Hende, som var velsignet med en lillebror af den allerbedste slags, som har elsket og nydt at have i overflod af søskende, kærlige forældre, og alt godt. Og nu må jeg bøje mig for kendsgerningerne. Jeg er stadig Nikolajs søster. Jeg er stadig velsignet med søskende og kærlige forældre og meget godt. Men ligevægten er røget sig en tur, for Nikolaj er ikke blandt de levende længere, og fordi jeg og vi har elsket højt, savner vi også dybt og inderligt. Ville jeg være det foruden? Nej. Jeg ville aldrig have ønsket noget anderledes, udover at Nikolaj døde. Men det gjorde han. Og jeg må leve med det. Så jeg må finde mig i at sidde på den anden side nu. Med sorg og tab og kærlighed. Men det er jeg ikke den eneste, der gør. Jeg hører hver dag historier fra mennesker, som har mistet, sørget og tabt. Ligesom jeg. Jeg arbejder med mennesker, som mister, sørger og taber. Hver dag. Jeg lever i mit savn og min sorg lige nu. Det ligger i mig, det kommer ud og det siver ind. Jeg ønsker mig, at det bliver nemmere. Jeg ser på jer, der har levet med savn og sorg og tænker, at det er en mulighed også for mig. Jeg venter på den tid. Med længsel. Indtil da er jeg hende på den anden side…

Advertisements

2 kommentarer on “Det er da godt, ja?!”

  1. Kathrine siger:

    Måske handler det om, at man pludselig opdager, at man kan leve på den anden side. Det er på trods af alle tidligere erfaringer, og på trods af alt man håber og ønsker. Men der er liv på trods. Ingen vil vælge at udskifte empati med erfaring – men min erfaring er, at livet på den anden side gradvist kan rumme utrolig forskelligartede følelser samtidig. Det er muligt at blive rigtig glad igen – samtidig med at man lever og vandrer i dødsskyggens dal.

    • Ida siger:

      Jeg ser på dig og ved, du har ret. Det er godt for forslåede sjæle at se, for med forstanden alene står det sløjt til… Kærligst I


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s