– men vi har ham i hjertet

sagde min 4-årige om onkel Nikolaj. Ja. Vi har ham i hjertet. Sammen med kærligheden, smerten, sorgen og taknemmeligheden. Taknemmelighed? Taknemmelighed. For at have haft. For at have elsket. For stadig at elske. For at have fået lidt tilbage. Taknemmelighed. Stor. Men vi mangler stadig. Naturligvis gør vi det. Vi mangler ham. Og vi mangler Henrik, Jakob og Thomas. Meget. De fulgtes ad i livet og døden. Nu skal de komme hjem, Gud. Glem ikke det, Gud! Vi bliver stædigt ved at spørge dig, stædigt, siger jeg. De skal alle sammen komme. Det er bedst sådan, og du ved det, Gud. Og hvad mere er, Gud: Det er dit ansvar. Dig, der kan gøre det. Gør det.

Min sjæl er totalt rundt på gulvet. Ved ikke, hvad der er op eller ned. Ved ikke, hvornår der skal grines og hvornår der skal grædes. Så den gør det hele på én gang. Forvirrende, siger jeg dig. Aldrig har jeg mærket lignende stormvejr i mit lille livs krinkelkroge. Jeg er ikke færdig med at være væltet omkuld. Blæst af vejen. Jeg savner det almindelige liv. Savner at kede mig stilfærdigt. At stønne stille over en heftig arbejdsuge, fordi det er det værste, der lige for tiden sker i ens liv. Ikke at kunne huske, hvornår man sidst har grædt, fordi man egentlig er jævnt lykkelig… Hverdagslivet lige nu er med konstante saltrande under øjnene, mere eller mindre synlige. Det er angst for, om alle mine kære har det godt. Det er bekymringen for elskede forældres tunge byrde… den er jo dybest set ikke bærbar. Det er den dårlige samvittighed over alt det, man gerne ville have sagt og gjort for mennesker, som er dyrebare for mig, men som jeg ikke kan favne midt i alting. Det er forvirringen over at have grinet højt over en plat vittighed på arbejdet- kunne jeg virkelig grine? Det er slaget i solar plexus, når jeg i et kort øjeblik glemte virkeligheden…

En dag bliver der en anden virkelighed igen. En hverdag og verden med overvejende glæde og kærlighed til mine levende og døde yndlingsmennesker. Med taknemmelighed over alt det gode, der er tilfaldet mig. Med et kærligt savn af en elsket lillebror, som var her for kort, alt for kort, men som trods alt var her fuldt og helt med hele sin skønne person. En forventning og en glæde ved tanken om at mødes igen på den anden side… Jeg glæder mig bare til den virkelighed.

Advertisements

One Comment on “– men vi har ham i hjertet”

  1. Lili Ruby siger:

    tror bare jeg lige så stille siger AMEN!!! samtidig med at jeg stille “glædes!” over at du har grinet højt af en vittighed. Det MÅ du godt. Det er OK! – men kan SAGTENS forstå at du bliver forvirret over at du “kom til det”.

    Og ja GUD – de sidste skal også hjem, ja de skal – og vi bliver stædige ved. og det har Gud også lovet os at vi må.

    Lili


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s