Noget om døre

Jeg har tænkt. Sådan i kategorien ‘store tanker’, som dog alligevel sagtens kan have små omdrejningspunkter. Jeg sidder lige her en stille formiddagstime, efter at have afleveret mine tre mindste elsklinge i en bil, med en mormor og en morfar, der gad at tage dem med til Bornholm idag. Så jeg vinkede, kørte hjem, låste mig ind, låste mig ud igen, købte en latte to go på Laundromat og gik hjem, låste mig ind. Og satte mig ned. Imens jeg tænkte på at låse sig ind, låse sig ud, gå ud, komme hjem, åbne døre, smække døre… Mange, mange gange ud og ind ad døre.

 

Døre er ikke ligegyldige. Det kan ikke være lige meget, hvilken dør, man går ind og ud af sådan på regular basis. Jeg kan huske, at jeg følte mig helt overrasket, hver eneste gang, jeg låste mig ind i lejligheden i Odense i meget lang tid. Den var så underligt fremmed længe, lugtede underligt, føltes sær under huden. Døren var hvid og blank. Ingen skrammer, ingen fyldninger, ingen, der havde smækket og åbnet den før os. Underligt blank. Uprøvet, ubrugt. Først virkede det tillokkende og spændende, men historien, der blev skrevet foran og bagved den dør stod ikke mål med forhåbningerne. Og så blev den hvide dør ikke hjemlig dejlig at gå ind ad. Hoveddøren med alle dens skrammer og afskallet maling og iturevne lister blev istedet den, der blev sindbilledet på, hvordan historien bag den hvide dør udfoldede sig længere oppe ad trappen.

Den blanke hvide dør er låst for sidste gang. Uden rester af vores liv bag sig. Det blev på en måde visket ud, da vi bar vores gods ud ad døren og ind i lastbilen. Blank, hvid dør står nu tilbage. Er siden blevet erklæret konkurs og skal på tvangsauktion. Uden os bag den hvide dør. I stedet låser vi os nu ind ad en dør med mange historier. Ude på gaden er den pæn og fin, med små firkantede ruder i. Og et enkelt grafitti-tag på den miderste rude. Meget nørrebrosk, på en måde. Døren ind til lejligheden har været malet utallige gange. Karm og dør har sat sig lidt, så den binder en lille smule. Lidt svær for små børnefingre at åbne med én hånd. Men det er en venlig dør, som byder velkommen ind i en lejlighed, der gemmer på mange fortællinger. Som har lys og rum til os alle fem. Som giver plads til leg, til den slags, drømme bliver skabt af. Døren leder os lige ind i hjertet af det, som vi har savnet og længtes efter hver eneste dag bag den hvide dør i det fremmede hus. Nærvær, nærhed. Tryghed, fællesskab, kendthed. At sove til lyden af min families åndedrag er kernen af tryghed. At bo i nærheden af venner, af kendte miljøer, steder med historier, som fletter sig ind i mine egne historier er det, jeg ønsker mig at være i. En velkendt fornemmelse af hjemlighed, når jeg låser mig ind i vores nye sted, gør glad og skaber ro i sjælen. Det er bestemt ikke lige meget, hvilken dør man går ind ad hver dag. Det lærte jeg af den blanke hvide dør i det fremmede hus.

Nu er jeg her. Min latte er drukket, elektrikeren er på vej, der er ting, der gerne vil gøres, andre ting, der sagtens kan udskydes. Jeg vil nyde mine timer alene idag. Indtil i aften, hvor min kæreste låser sig ind ad den rigtige dør, og vi skal have hyggelig voksentid helt for os selv. Jeg glæder mig. Og når natten er forbi, står jeg tidligt, tidligt og venter på en bus, der skal køre mig til Ønskeøen, hvor mine børn venter på mig. Det er helt ægte rigtigt!

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s