Hva’ klokken? Den er ny!

 

Hils på mit nye ur. Triwa, hedder det- jeg trives med det! Det er storgult, stort på armen og storflot. Lidt lego-agtigt, men på den helt fine måde. Det er svensk, og jeg har fået det i fødselsdagsgave af mine svigerforældre. Ikke så lidt heldigt, og jeg er vældig glad for det.

Jeg hentede det i København igår, i butikken Kaiku på Strædet, og jeg forelskede mig i mere end én ting derinde. Det er for eksempel svært ikke at falde mavepladask for stort set alt, hvad Ferm Living har sat i verden… Men igår, da var det denne skrigende gule forårsbebuder, der stod for tur. Ditte og jeg arbejdede os metodisk frem mellem alt det fine, og lur mig, om ikke der kunne ende lidt forskelligt ‘godis’ fra Kaiku hjemme i Hostrups Have…

Grunden til Københavnerturen var den sædvanlige. En tur i maskinen, plejer det at være. Men ikke denne gang. Igår kunne jeg sætte mig i den varme stol, føle mig på højde med situationen, blive bekræftet i den fine udvikling, bakket op i min beslutning om jobstart, og i det hele taget føle mig helt tilfreds med mig og mit lille liv. Har jeg husket at sige, hvor taknemmelig og tilfreds jeg er? Jeg gør det nu, jeg gør det gerne igen. Det er ubetinget noget af det mest fantastiske, når man får sit liv og sin hverdagsglæde tilbage. Forsigtigt påpegede min rare psykiaterdame, at jeg ikke skulle blive ked og trist, hvis jeg skulle få behov for mere medicin om ikke længe, et sandsynligt scenarie, idet depressioner har det med at være en kende hårdnakkede. Men jeg siger bare ja og tak, tilmed, hvis bare jeg kan have det godt på medicinen. Mere skal jeg ikke spørge om. Så jeg ku’ faktisk have givet hende en krammer, da jeg gik, hvis ikke det ville have været en lille smule akavet… Og det ville det! Istedet gik jeg ud og fejrede det med Ditte og Violen, med et gult fødselsdagsur, et sæt lilla termotøj (det orange vejarbejderdress er helt smadret efter 2½ år i ministerens varetægt), to par dykkerbriller, ti forskellige overskæg til en festlig anledning, tre nøgleringe, et par sanddyr, en syæske og en gammel film, som snart skal få lov at rulle over skærmen (Stegte Grønne Tomater er ikke at kimse ad- for en flad tyver!). Desuden gik pigerne, som i Ditte, Viola og undertegnede, desuden ud i verden og prøvede nye og spændende ting, som at gå i butikker og på café, hvilket Viola Magnete var utrolig optaget af. Inde i 1001 Perle var der nærmest overhængende risiko for overstimulering af baby, som ikke kunne vælge, hvilken af de 1001 farver, former og glitter de små øjne skulle hvile på. Hvilket barn! Derfor måtte vi fluks bagefter fortrække til et stille hjørne, hvor Le Montmartre kunne give ro og sludder og fantastisk citrontærte, chokoladekage, cappucino, grøn the og en lun flaske mælk til tre piger, som var ude for at nyde.

København om foråret er uforlignelig.

Advertisements

One Comment on “Hva’ klokken? Den er ny!”

  1. Anne-Dorthe siger:

    mmmm Kaiku. Det var netop der, jeg faldt over Marimekkostof på tilbud, som skal blive til vores retrogardiner i den gule 70’er bunker. Der er svært ikke at få lyst til at købe hele butikken!
    Tillykke med humøret 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s