One of those days

Igår var en af de dage, hvor jeg var i København. Det er jeg temmelig tit for tiden. Har noget at gøre med meget, meget lange ventetider hos psykiatere på Fyn, og en meget stor tilbageholdenhed hos denne patient, som gør, at man meget nødigt skifter læge. Altså tager man toget tit og tæt, mens man venter på at blive dømt ind i hverdagslivet igen. Indtil videre uden det ønskede resultat, kan jeg meddele. Jeg synes egentlig, at jeg er et meget samarbejdsvilligt menneske, således også i denne sag, men jeg forstår ikke helt, hvorfor resultatet udebliver. Det gør lægen heller ikke, så nu er slagplanen lagt i retningen af en ny type medicin. Jeg samtykker tøvende, håber på det bedste, men er frygtelig bange for, hvad kroppen siger til planen. Den har bare at samarbejde…

De dage, hvor jeg går til læge langt, langt væk, er mine dage helt alene. Det er der en god logik i, eftersom jeg oftest føler mig ristet over en sagte ild, mens jeg bliver vurderet, målt, vejet og krydset af. Bagefter er der ret tomt på øverste etage, for det kræver mere, end man skulle tro, at lægge alle sine svagheder på bordet foran et andet menneske, som så skal fortælle, om det er bedre eller værre. Jeg har prøvet det så mange gange nu, at man kunne forledes til at tænke, at jeg har vænnet mig til det. Nix. Jeg vænner mig aldrig til det! Derfor er jeg ristet, tom og flad, når jeg går ud af kontoret og direkte ud på Strøget. De dage er ikke gode til bollebagning og supermor-sysler. De er bedst brugt på stille ting, midt i mylderet, eller måske sammen med mennesker, som er tæt på, som forstår og som er gode til at passe en kedelig dame fra Fyn en eftermiddags tid.

Igår var en dejlig undtagelse fra reglen. Jeg havde faktisk fået forberedt mig selv så godt på dagens udfordring, at det ikke kom helt bag på mig, hvad den rare lægedame syntes var bedst at gøre. Og derfor skulle der ikke graves så langt ned under gulvet for at finde mig selv frem igen. Så da Ditte og Violen kom og gjorde mig følgeskab på Strøget, var det bare superskønt og hyggeligt, solskin, cafébesøg (Violens første ægte cafétur! Hun var super- bliver uovertruffen shopper m caféhang med tiden!) og en skøn tur hjem under de første (pollenfyldte) udsprungne træer langs søerne.

København er fantastisk om foråret! Jeg elsker byen, når den springer ud, elsker mylderet af mennesker, som nyder solstriberne alle steder, elsker lyden af mange mennesker, som går, snakker, handler, griner, synger, spiser og drikker kaffe alle steder. Elsker turen langs søerne, hvor svanerne svømmer rundt og gør kur til sig selv og hinanden, hvor ænderne rapper rundt om fødderne på enhver, der stopper op for at kigge, i et lønligt håb om nedfaldne krummer fra lommerne. Jeg elsker det!

 

  • Svanesøen 27/04/2010

    Vodpod videos no longer available. more about “Svanesøen”, posted with vodpod

  •  

    Og der var jo mange, mange flere billeder, der kunne være blevet taget, men det var der desværre ikke tid til, for jeg havde travlt med at smile til min yngste niece, som med sine meget, meget spændstige kinder smilede så meget, at de fine blå øjne næsten forsvandt helt. I kinderne, altså! Og som var i strålende humør hver eneste gang, hun slog øjnene op. Og som var så glad, så glad, bare fordi det var dejligt. Så desværre, jeg kunne desværre ikke tage alle de billeder, jeg kunne have ønsket. Jeg havde ganske enkelt for travlt! Der er naturligvis en lang stribe billeder af yndigbarnet, men man må huske på, når man har en offentligt tilgængelig blog, at man ikke kan publicere billeder af selv yndigbørn eller andre yndlingsmennesker, uden at man har fået lov. Så I må tænke jer til det, men til gengæld vil jeg med stor fornøjelse vise jer, hvad jeg har fået i fødselsdagsgave af mine dejligste søskende (Ditte ku’ bare ikke vente- det kender jeg virkelig godt!)

     

     

    Det ultimative kagefad! Laust spurgte igår, da han så fadet, hvad man skulle bruge det til? Til det kan jeg kun sige: Læs på lektien, sønnike! Kager, siger jeg dig. Kager! Og koppen- det giver på en måde sig selv, men på æsken står der, til Laust og andre spørgende, at artiklens funktion er *Kop*! Så skulle den vist være hamret på plads. Men den er skøn, og jeg drikker af den i skrivende stund, og kan berette, at den til fulde opfylder to vigtige funktioner: 1) Den kan have kaffe i sig, 2) Den gør glad, fordi den er pæn, glat og rar at røre ved, men mest fordi jeg har fået den af fire højtelskede søskende! Tak af hjertet!

    Og nu sidder den opmærksomme læser og tænker… Hm, der stikker noget frem bagved koppen på billedet. Det kunne måske være- nej, eller jo, det er måske noget med uld…?! Og så siger jeg, at jamen, det er det da! Og du må godt se!

     

    Det er helt ægte rigtigt uld, endda af en vældig lækker slags. Og dyr! Men jeg har sukket længe efter lige netop at prøve det garn, så da det lå dér, lige foran næsen på mig på Fiolstræde, så slog jeg til. Shibui Knit, sokkegarn i 100% merino, 50 g/fed og sin vægt værd i guld, næsten da. Men smukt er det, vidunderligt smukt og blødt. Derfor købte jeg to fed i to skønne, skønne nuancer, fordi jeg syntes, jeg trængte til lidt uldlykke i lommen. Og siden faldt der et enkelt fed af isagers Tussah i kurven også, fordi det lige lå der og kunne blive til noget skønt. Så heldig var jeg igår. Med solskin, svaner, smilende Sussi (nå nej, Viola) og skønt blødt garn.

    Idag er det hverdag igen. Med skolebørn og vasketøj. Med skønt skin udenfor og desværre med migræneramt mand. Han bliver passet efter alle kunstens regler. Der er jo en totalt understimuleret sygeplejerske på matriklen…

    Advertisements


    Skriv et svar

    Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

    WordPress.com Logo

    Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

    Twitter picture

    Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

    Facebook photo

    Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

    Google+ photo

    Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

    Connecting to %s