Livets lagkage

 

 

Chef, chef, jeg kan desværre ikke komme på arbejde idag, jeg skal lige bokse på et par omgange på min nye wii! Den slags ting kan kun lade sig gøre, når man er minister af Myretuen. Nogle fordele skal der jo også være ved ikke at have ramt skolealderen endnu.

Derfor sidder jeg her, flankeret af en ivrigt boksende datter, som nok primært slår huller i luften, men i øvrigt ikke bærer præg af haltende tillid til egen kunnen. Det er jo en fordel, og man må i øvrigt skynde sig at øve sig, sålænge der ikke er to større søskende, som snupper remoten ud af hånden på en. Det er en udmærket måde at tilbringe en regnvåd men forårsduftende fredag formiddag på.

Den slags er et stykke af den gode lagkage, livet kan byde på. Man skal huske at takke ja, når man bliver budt et stykke af den. Ellers kunne det hænde, at man synes, det støver lige rigeligt i halsen, når alt rugbrødet skal synkes.

Jeg har faktisk gået her i de sidste par dage og funderet lidt frem og tilbage. På det med livslagkage, rugbrød uden noget sjovt ovenpå. Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, der har været lige lovlig meget af det tørre i halsen. Det har været umådelig svært at synke alle de ting, der er sket i det seneste trekvarte år. Virkelig svært. Jeg har grædt over det, jeg har raset over det, jeg har virkelig været fortvivlet over det. Jeg har savnet, jeg har længtes hjem, jeg har tænkt, at jeg aldrig kunne lære at trives her.

Det lyder ikke pænt. Slet ikke. Men det er sådan det har været, og livet er vel i grunden heller ikke altid pænt. Og nu sidder jeg her. Stadig i Bolbro, stadig med gyngende gulve og klirrende kopper i skabet, når lastbilerne vælter forbi i dræbende fart. Stadig i tvivl om trivsel, hvad det er, hvornår det mon kan komme, om det i det hele taget kan komme her. Men så har jeg alligevel syntes, at noget var anderledes nu. For nu er alt det sket, som jeg ikke ville. Som bare ikke måtte ske, og som var min største frygt, min største opgave, mit mest fokuserede mål. Jeg blev syg. Jeg er blevet sygemeldt. Jeg kunne ikke klare det, jeg gerne ville. Hele forestillingen, luftkastellet om man vil, er brast sammen, så nu er der ikke mere, der skal reddes. Om ikke andet frigiver det i sig selv noget energi, som har været umådelig indebrændt og fastfrosset på nogle helt bestemte ting.

Nu er tavlen på en måde blank. Igen. Jeg har tabt kompasset et øjeblik, men i virkeligheden gør det måske ikke så frygtelig meget. For jeg er her ikke alene, og det giver også muligheden for at løfte blikket lidt og se sig omkring. Og jeg ser. En masse ting. Jeg ser en periode for mig selv, som jeg ikke kender omfanget af. Jeg håber ikke engang på noget bestemt, for så blank er jeg blevet. Men jeg ser også andet. Midt i trætheden og forstemtheden gør det glad at læse elevplaner for mine børn, som er så dygtige og gode. Fine og dejlige børn, som også nu begynder at vise tegn på at trives og falde til lidt mere grundlæggende i alt det nye. En skole-hjemsamtale, som giver en mor og far en stolthed, en ydmyghed og en overvældende kærlighed til det lille fine menneske, som kan og vil og er så fantastisk meget godt!

Jeg ser en mand, som glæder sig over hvert skridt han tager på vejen mod større og flere færdigheder. Som fagligt begejstres og elsker at lykkes med nye og store projekter. Som forsørger så godt, og som tager alle de skridt han kan for at give sin familie alt godt, og mest af alt den tryghed det er, at en far, et familieoverhoved sørger for trygge og gode rammer for sig og sine.

Jeg savner stadig. Jeg længes stadig hjem. For her er det ikke hjemme endnu. Måske bliver det ikke det lige foreløbig. Men det skal ikke være en forhindring for andres hjemme-følelse. Og jeg har forsøgt at beslutte mig forsigtigt for, at den evigt kværulerende indre samtale med mig selv om, hvorvidt det kan lade sig gøre at sadle om, vende hjem, komme tilbage til det, som for mig er den ramme, hvori jeg kan fungere bedst, må være slut. Der er ikke plads til den snak indeni. Der er ikke noget vundet ved at bryde den stille, lille fred op, som endelig har lagt sig over mine elskede. Jeg bliver ikke raskere af at rive dem op igen, for derefter at skulle bære ansvaret for nye og voldsomme omvæltninger, til trods for at der også er mange velkendte og savnede elementer i det.

Jeg vil det ikke. Isoleret set, for min egen lille del, vil jeg gerne. Men konsekvenserne er ikke det, jeg vil. Ikke for dem, jeg deler liv med. Vi har lavet en overenskomst. Ruben og jeg.

Nu er vi på vej mod næste destination. Det har vi været et stykke tid, ikke noget nyt i det, men vi venter med længsel på en lægebolig og mere ordnede forhold. (Den flinke mand med værktøjskassen er ved at bygge blomsterkummer af gamle europapaller!) Og når lægeboligen er i hus, er der ikke mere nyt på plakaten før om mere end tre år. Og når de år er gået, går overenskomsten ud på, at vi til den tid lover at spørge os selv, vores børn og hinanden, hvad lysten er til. Om rødderne er begyndt at stikke lidt dybere ned i den fynske muld, eller om vi stadig savner stenbroen og vores gamle liv der. Hvis vi gør- vender vi hjem igen.

Den overenskomst gør godt for mig. Jeg ved virkelig ikke, hvordan det ender, men det er også rart. Lige nu ville det være en sorg for mig, hvis jeg skulle leve med kendsgerningen, at vi aldrig ville komme tilbage. Det er måske ikke en sorg længere om tre år. Måske er det. Men det ved jeg ikke, og det er heller ikke interessant. Lige nu er vi her. Vi lever her. Jeg arbejder hårdt på at blive rask her også. Og i en anden tid er der plads til store spørgsmål igen. Men ikke nu.

Små ting, store ting. Boksekampe, virtuelle og virkelige. Lagkage og rugbrød, postevand og champagne. Der skal helst være plads til det hele. Det er vist nok sådan et liv er…

Jeg vil sætte et punktum for nu. Lang smøre. Og så vil jeg lige se, om min ømme wii-arm skal luftes lidt sammen med fjervægteren. Jeg vil hellere være bantam-vægt. Det lyder sejere!

Reklamer

One Comment on “Livets lagkage”

  1. Tærten siger:

    Kære Ida!
    Velkommen til Fyn – igen. Jeg er glad for udsigten til, at I er her tre år i lægebolig (snart håber vi). Det må vi nyde sammen.
    Kram AD


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s