Ærlig talt

Okay. Ærlig talt. Så er det sådan, at hverdagslivet er sendt til tælling for en stund. Det er ikke første gang, jeg tager en tur i dén karrusel, men for første gang har jeg måttet bide i græsset, det sure æble, bordet eller hvad man vil kalde det. Jeg er sygemeldt. Fordi jeg er syg. Det er jo gerne sådan, det hænger sammen. Og jeg fejler det, jeg har fejlet de sidste mange, lange tider. Jeg har en depression. Det smitter ikke. Det gør bare ked og led og ondt. På mig, på dem jeg elsker og deler liv med.

I årevis har jeg spist medicin for at holde sygdommen og mig selv i skak. Børnene har undertiden spurgt, hvad det lige er for nogle vitaminpiller, jeg bliver ved med at spise. Så har jeg forklaret dem, at det er fordi, jeg har en sygdom indeni, som gør mig rigtig ked af det, hvis ikke jeg spiser min medicin. Så nikker de, tilfredse med forklaringen, og skovler videre i havregrynene og børnevitaminerne.

Helt enkelt handler en depression jo bare om, at der er rigtig mange dage, som lader sig fragte afsted i de tunge slæbepramme…

 

Dage, som kun kan overvindes og bestiges i spasserskoene (no offence til dem, som elsker MBT, og det ér mine, disse her…), og hvor der ikke er plads til andet end overlevelse. Det er ikke til pynt, sjov eller spas at fjumre rundt på den måde. Det er en sej måde at bruge sin tid på. Det er et overkom at tage telefonen, at sniksnakke med pædagogen i børnehaven, at handle ind og komme i tanke om, at der også i dag skal laves aftensmad. Det er det seje træk.

Så er der også en gang imellem dage, hvor man lige pludselig synes, at man kan fornemme noget anderledes, noget lettere, noget sjovt…

 

– og de dage er bare guld værd. Dansesko, ballerinasko, laksko, guldsko- giv mig mere af det! Hver dag i fine sko bringer mig lidt tættere på det, der er mit rigtige liv. Jeg vil gerne finde tilbage. Der går bare lidt mere tid i spasserskoene.

Inde bag de grimme sko, dødvægten på ryggen, det triste hår og poserne under øjnene- der sidder jeg. Jeg er ikke en depression. Det er bare en sygdom, og den kan gå væk igen en dag. Depressioner er ofte et tabu. Det er jeg ikke. For jeg er ikke en depression. Mennesker med depressioner kan græde og være triste og trætte og grå. Rigtig meget endda. Men de kan også grine. Højt og meget. Der skal bare være noget at grine af. Depressioner kan godt lide at være i fred. Det kan jeg ikke. For jeg er ikke en depression. Jeg vil helst gå i pink sko og være glad hele tiden. Det vil de fleste vel. De færreste har det sådan. Så jeg kan godt affinde mig med at sætte målet lidt lavere. Fifty-fifty spassersko-pink sko. Deal?!

Nå. Men det var Ærlig Talt for idag. Nu er der ikke mere for den 25-øre. Vi ses igen en anden dag til en ny omgang Ærlig Talt…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s