Ti og en Dagmar

Det betyder: Jeg vil gerne bede om tilbuddet med ti rundstykker og en dagmartærte for 35 kr.

Fandt jeg ud af, da jeg stod og gerne ville bede om et rugbrød, en avis og en thebirkes. Grov. Tak. Og så tænkte jeg, at jeg nok faldt rimelig meget ved siden af, derhenne ved føtexbagerdamen, da manden ved siden af mig slyngede sin henkastede bestilling over disken.

Jeg gik og tyggede lidt på de ti og dagmar’en på vejen hjem med min avis under armen. Tænkte lidt på, at det meste i livet handler om at passe ind. Passe til. Nogen, noget, alt muligt. Sig selv. Man kan ikke bare stå der og købe en grov thebirkes, selvom man egentlig hellere ville have en bolle, men bare ikke kan finde ud af at afgøre det eller sige det til den flinke bagerpige med bøjle på tænderne. Eller kan man? Jeg gjorde det i hvert fald i dag. Nu har jeg en grov thebirkes. Det er ok, det er jo bare en birkes. Men jeg er ikke helt typen, der kommer slentrende hen og smider bemærkningen ‘ti og en dagmar’, og hvis det er det, der skal til for at passe ind i Bolbro, så har det lange udsigter. Også det er ok, lige som en grov thebirkes er, men dagmartærten fik mig til at spekulere over hele det her tilpasningsnoget. Måske er det noget af det, jeg bare ikke duer til, og som derfor sender mig i kulkælderen i perioder. Som spiser mig op, mens jeg febrilsk forsøger at passe til noget nyt eller anderledes. Måske har min tilpasningsknap sat sig fast, ligesom j, f og r-tasten på tastaturet, efter at Laust og Simon er begyndt at spille et eller andet spil på den bærbare… Enten kommer der ikke noget f frem, eller også skriver jeg f’er i lange baner, men kan så heller ikke noget andet.

Jeg ved det ikke. Det er også ret snirklet at begynde at rode med på morgenkvisten. Jeg er ikke god til morgenkviste lige i øjeblikket. Sover for lidt og for dårligt. Er for tung, for træt og i sørgelig forfatning indtil aftenstunden indfinder sig. Så jeg er hjemme idag, i morgen, resten af ugen. Magtede ikke at forsøge at følge med et liv, der er meget hurtigere end mig lige nu. Det føles ikke tilpasningsagtigt. Det føles som at stå hos føtexbageren og ikke kunne sige, at man hellere vil have en valnøddebolle end den thebirkes, som var det eneste, jeg kunne komme i tanke om at bede om, da jeg blev spurgt. Det føles syrligt i maven at være sygemeldt, omend det kun er for resten af en uge. Jeg har ikke prøvet det før, og jeg bryder mig ikke om tanken. Alligevel er der nogle gange ikke frit valg. Derfor er jeg her nu, hjemme, træt, flad, og lidt nede i knæ, men jeg er her kun, fordi jeg kommer op at stå igen. Snart.

Mens jeg venter, brygger veninden Miss Silvia lidt cremet velvære, som trods alt kommer til at pynte på min thebirkes. Og så ved jeg, at senere, når alle er hjemme igen, når dagen er godt igang, så trækker jeg vejret lidt lettere, overskuer flere ting og kan nyde, at jeg ved, at man kan komme ud af tunnelen igen.

 

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s