glorious days

Sidder på Baresso. Jeg trængte idag. Bare lige til at drømme mig lidt væk. Hjem. Det føles stadig ikke rigtig som hjem her, men jeg har ikke det samme sylespidse savn i maven, som i de første måneder. Alligevel kommer jeg til at sige hjem om noget, som ikke er her. Jeg har besluttet mig for, at det er okay. Det er i orden at savne. Jeg ved jo godt, hvor jeg bor i den helt virkelige virkelighed, men jeg behøver ikke kalde det ‘hjem’, før det en dag kommer ud af min mund helt af sig selv. uden at jeg behøver at tænke over det. Man kan ikke forcere hjemlighedsfølelser eller store savn. Man kan bare lade dem være der i fred og ro, og vente på at tid, mennesker og oplevelser flytter rundt på følelserne i små nøk.

Derfor sidder jeg her. På en lidt forkert Baresso, med iskolde tæer, en lille pc og en kop kaffe. Og drømmer mig lidt tilbage til de dage, som jeg også rigtig godt kunne li’! I mit sind er de mange mange dage, jeg har haft i min gamle by, mit gamle liv blevet til the glorious days. Jeg lader dem være det i forvisningen om, at jeg også husker alle de sure novemberdage, med syge børn, med bekymringer, med depression, med alt det, der ikke ejer skyggen af gloriousity… Der var alle de andre dage også. Alle de mennesker, jeg elsker at have rundt om mig. Hyggelige stunder, ufattelig mange kopper kaffe. Et yndlingsjob, et hverdagsliv, der rullede afsted med tusind udfordringer. Jeg savner det. Jeg dvæler ved det, når jeg har behov for et mentalt pusterum. Men jeg græder ikke længere i søvne. Jeg føler mig ikke ulykkelig, når jeg står op for at tage på arbejde. Jeg savner bare. Jeg kan godt leve med savnet. Og jeg nyder at dvæle… Det må man godt, når man samtidig bliver fornøjet over at finde sit nye kort til fitnesscenteret, som man har sammen med en god kollega. Og når man glæder sig over, at man har brugt en aften med voksne mennesker og gode snakke. Og når man synes, at det er for vildt skønt at holde fri en weekend, men også synes, at det bliver ok, når det igen er mandag, og aftenvagten banker på. Og det begynder at være sådan. Det er godt nok for mig. Der er pladser nok til alle tingene i mit mentale reolsystem. Til savn, til dvælen, til nærvær og nu’et. Til at glædes over noget, som jeg har fået, alene fordi jeg nu er her, på den her plet i mit nye liv. En kollega, som er dejlig at bruge 12 stive timer på pinden med. En bunke børnevenner, som kommer bragende ind, og spørger, om ikke jeg laver kaffetår, når nu de er kommet på besøg?! Og det gør jeg da, er du rigtig klog! Kaffetår… hvad ville livet være uden!

God dag, og god kaffetår…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s