Av!

Just hjemvendt fra nattevagt. Jo, jeg havde sådan set fri, men så kom jeg til at tage telefonen, og det skal man ikke gøre, når der står ‘ukendt nr ringer’ i displayet. Så jeg havde ikke fri længere, da jeg lagde røret. Måske var det dumhed, der fik mig til at hoppe på limpinden, måske var det en tanke om, at jeg hjælper en kollega, og en dag har jeg selv brug for den slags hjælp, der fik mig overtalt. I hvert fald var jeg der. Og så var det, at jeg slog mig. Igen.

Jeg havde ellers lige for ganske få dage siden besluttet, at jeg ikke vil bruge mere tid på at diskutere med mig selv, om jeg skal blive på den afdeling, eller om jeg skal kvitte og findet på noget andet. Ikke mere snak, bare kom igang. Nu snakker mit indre jeg løs igen. Nogle gange bliver man simpelthen bare så overrasket over, hvordan voksne mennesker tillader sig at opføre sig overfor hinanden. Besynderligt, at man samtidig kan sidde i forældrebestyrelser og den slags, som besynger antimobbeplaner og trivselsprojekter i himmelhøje toner. Man kan måske sige, at kammertonen ikke altid sidder lige i skabet hos de selvsamme personager, når de så møder ind på jobbet.

I nat er jeg blevet overfuset hele to gange over noget så mærkeligt som en urinprøve. En dunk med tis og to klistermærker. Andet skal der såmænd ikke til, før man bliver overhældt med foragt og tiltalt med en attitude, der lader en mærke, at man ikke bliver noteret for at have højere IQ end en regnorm. Hvad kan sådan en fætter have? En IQ på 3-4 stykker?! Bagefter kan man så blive skældt ud for ikke bare at bøje nakken og lade furien udøse al sin viden om emnet ‘tis og klistermærker’, og blive kaldt et utaknemmeligt skarn, fordi man tillod sig at sige ‘tak, men nej tak’ til en meget højtråbende og stønnende-over-koens-dumhed-hjælp. Jeg kunne godt selv sætte mine klistermærker på tisflaskerne. Og bagefter gik jeg ned til mig selv og græd. For jeg synes, det gør ondt at møde mennesker, som synes de må træde på dem, de ikke bryder sig om. Jeg synes, der er alt for mange mennesker på det sted, som ikke har gode ting at sige. Og nu ved jeg, at når den sure dame kommer i tanke om mig igen, og det gør hun, for der er mange flasker tis i den biks, så vil hun fortælle med harme og foragt om hende den dumme. Jeg ved det, for jeg hørte hende gøre det, da jeg forlod skyllerummet. Jeg synes, det gør ondt. Må jeg få et stykke plaster…

 

Nu er jeg hjemme. To store børn er sendt afsted i skole. Et lille barn ligger under mormenneskets dyne. Sover. For hun vågnede og græd og græd og græd og græd i aftes, da jeg skulle afsted. Nu er hun træt, og så er hun bare ikke morgenmenneske.

Jeg skal på en måde prøve at sove lidt. Jeg er dårlig til at sove ovenpå dårlige oplevelser. Drømmer bare om dem og sådan. Har lyst til, igen, at sende min opsigelse, for jeg er bare ikke særlig glad for det sted. Men den slags skal man lade være med at overveje efter en nattevagt…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s