Jensens på A-holdet.

Vi er ramt. Af svinet. Two men down. A1 og A2 (bedre kendt som Laust og Pauline) ligger og snøfter deres modige tårer over influenzaens hærgen i kroppen. De har bestemt set bedre dage! Sygeplejerskemoren kom fra job ved 8-tiden i aftes, og kunne gå direkte over i pasning af syge på hjemmefronten. Lad mig bare sige, at natten var noget afbrudt af tøjskift, febervildelser, pilleuddeling, strygen på pander og holden i hånd. Jeg elsker at kunne være lige ved siden af dem, når de græder og har brug for mig, men jeg indrømmer også gerne, at jeg er noget slap i koderne idag. De to små ynkelige patienter er fortsat lige klynkende, blegnæbbede og slappe. Når temperaturen rammer 40, må man vel også godt bare ligge på madrasserne i stuen og se film efter film efter film… Vi orker i hvert fald ikke andet.

Eller det vil sige, nogle orker bestemt andet og mere end at sidde stille i sofaen og svede. Ella er ikke til sinds at kede sig igennem dagen, så hun har nu været nede i gården med farmanden og reparere det lille lilla lyn, så den er klar til at cykle i børnehave i morgen. Der blev også tid til lidt sjippetov, lidt fodbold og lidt hoppen i nattens vandpytter. Mor er jo alligevel klar med flere sæt ekstra tørt tøj, så hvorfor ikke udnytte chancen? Og når så farmand gider at gå på legeplads også, så har man vel nok skudt en papegøje, omend en lidt lille én.

Nogle gange kan den afhængighed, ens børn har af én, næsten være for overvældende. Omfanget af, hvad man betyder for sit barn kan åbne sig som et vældigt, storslået landskab, som tager pusten fra én, som glæder og undrer og gør helt stum. Landskabet er jo fyldt med alt muligt forskelligt, krat og torne, store sletter og åbne vidder, solskin og regn, hagl og morgenmild dugvåd luft. Det kan virke tungt om benene, når man føler sig som havemand i en alt for stor have, med ansvar for vækst og frugter, gunstige groforhold og perfekt klima. Man véd jo ligesom med sig selv, at man ikke kender opskriften på at lykkes i alle henseender. Man begynder nogle gange at skride ned ad grusfyldte skrænter uden faste holdepunkter og farbare stier, mens man skrækslagent klamrer sig til sine gode intentioner. Andre gange kan man gå der, ubesværet glad og lykkelig, med sit barn i hånden og følges ad over dejlige græsplæner og forbi duftende blomster. Og nogle gange gider man bare ikke mere ukrudt i bedene, mere græs der skal slås. Sådan kan jeg have det med mine børn, med deres afhængighed og fuldstændig kompromisløse tillid og tro på mig. De uudtalte, men fuldstændig tydelige krav til min rolle for dem. De spørger ikke, de forventer bare at havemanden, eller mormennesket, står klar, når der er behov. De gør jo det helt rigtige. De forventer alting. Selvom de små menneskers ønsker og krav og forventninger til tider føles som en bundløs brønd, der vil fyldes op, er der intet at sige, udover at jeg vil gøre alting i min magt for at fylde dem op af alt godt. Selvom jeg ved, der af og til ved en fejl kan ryge en tidsel med i det bløde græs. Det er aldrig med vilje! Og af den grund kan man heldigvis blive stående oprejst, selv ved tanken om endnu en afbrudt nat med snot og feber og grædende børn, der ikke kan finde ro. Det er jo mine børn!

Og når man går rundt her i H1N1-bulen, kan man jo alligevel godt blive overrasket over små glædelige glimt, som lige pludselig står der i al deres dejlighed, som en lille konkret opmuntring på vej ud efter mere panodil…

 

 

 

 

Og ja, jeg ved godt, at det ikke en gang er advent endnu, men jeg havde bare sådan lyst til en enkelt juledims…

 

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s