Hjertegodt

Det er hjertegodt med sådan en dag. Her sidder jeg med kaffe i koppen, en legende, syngende og tilfreds Ella på flanken, og nyder dagen. Efter de stores afhentning listede jeg ind til Ella igen og så var der lige en ekstra time med finsovning og dynevarme. Det er hverdagsluksus på den helt ekstraordinært lækre måde! Nu er vi begge klædt på i varmt uld til lidt rustne halse og snottede næser, og dagen har haft sine første nydningsstunder allerede. Kaffen blev bestilt til at blive bragt op på førstesalen, idet ministeren var beskæftiget med adskillige børn og bamser, der ikke kunne undvære hende. Musikken spiller lystigt på det lille værelse, og der lyder små brudstykker af forskellige monologer, blandet godt op med skønsang ved siden af. Det er hjertegodt.

I sådan et liv er der brug for pauser. De behøver ikke at være meget lange, de skal bare være der. Ellers når man ikke at nyde det liv, man er i gang med. Jeg vil nyde, vil jeg. Jeg vil ikke vågne op en dag om mange år og opdage, at jeg glemte at være tilstede midt i alt det allermest vigtige og gode. Jeg vil mærke det nu. Jeg vil have de kram, jeg får tilbudt af små varme arme fra mine tre små unger. Jeg vil nyde at se min mand være fornøjet og glad over at have ordnet rust i venstre bagskærm. Jeg vil fryde mig over at sidde med et hyggeligt strikketøj og slappe helt af, uagtet at nullermænd og vasketøj stadig ligger i hjørnerne. Jeg skal nok nå at komme forbi begge dele, men tænk, hvis jeg ikke når at nyde stilheden og fornemmelsen af lækker uld mellem fingrene.  Den slags skal man huske at nyde, mens øjeblikkene er der.

Jeg tror faktisk, jeg nyder det meste af det, der kommer forbi mig. Jeg er fantastisk glad for at jeg kan. Der var en gang, hvor det ikke var muligt at nyde, hvor alting var gravet ned under mange meter sort substans i mit indre. Hvor en ny dag var en prøvelse, og alle gøremål virkede uoverkommelige. Hvor vasketøj kunne tage livet af mig, og nullermænd var en trussel af ukendte dimensioner.

Nu sidder jeg her, snart fire år senere. Det er ikke væk, det sorte, der sidder stadig rester, men det er noget andet, der har fået overtaget, for jeg kan mærke og høre det, når de små bløde arme krammer mig og små stemmer siger, at de elsker mig. Jeg kan mærke helt ind i sjælen hvor godt det gør at blive holdt om, mens skægget kradser mig på kinden og jeg får fortalt, at jeg er elsket. Jeg kan mærke morskaben og grinet længe efter, at de finurlige kommentarer fra små kloge hoveder er strøget over bordet. Jeg kan undres over, hvor mange farver gult der findes i vejkanten på en efterårsdag på vej til arbejde…

Nogle gange glemmer man at nyde, se og lægge mærke til, hvor meget godt, der falder ned i ens turban. Jeg tager et hurtigt kig i min egen, og ser at der er fyldt af appesiner…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s