Hajtænder

Hajtænder betyder stop. Hvis ikke man har lyst til en omgang brok, skal man lade nedenstående forblive ulæst. Så er man advaret.
For jeg synes ikke, det er spor sjovt! Jo, det er sjovt nok at samle æbler op fra græsset og lave æblegrød, tage duftende vasketøj ned fra snoren mellem blommetræerne, lave puslespil med Ella på køkkengulvet, læse godnathistorier for de store fra en bog, der står ‘Ann-Mari Pedersen, 1969’ i med sirlig formskrift. Dét er sjovt. Hvad der ikke er sjovt, er altid at være træt, på det nærmeste konfus pga søvnunderskud og alt for mange ting at forholde sig til hele tiden. Det er ikke sjovt, at man ikke ved, hvem man skal invitere til sin syvåriges børnefødselsdag, for man kender ikke nogen. Det er ikke overhovedet sjovt at aflevere sine børn til mennesker, man ikke engang kan huske, hvad hedder. Hvordan katten kan de måske finde ud af at passe godt nok på dem? Det er ikke sjovt at savne sit gamle liv, så det suger i maven flere gange om dagen. Det er aldeles usjovt at stå på sit nye arbejde og være så skuffet og desillusioneret, at man må gå ud og knibe en tåre, mens ingen ser det. Det er skrækkeligt ikke at være regnet for noget, ikke at blive betragtet som en, der kan yde noget og som måske ikke behøver en staveplade for at fatte, hvordan man aflæser et skema og måler et blodtryk. Det er rædselsfuldt, faktisk. Og så er det sagt. Jeg savner og har helt ondt i maven over det. Man siger, det går over. Det gør det sikkert også. Forhåbentlig. Jeg har bare ondt i maven og i halsen af tilbageholdte hikst, mens jeg savner færdig. Det tager formentlig lige et øjeblik, inden det er overstået… Hvad hvis det ikke går væk? Så sidder jeg i saksen, for man flytter ikke mere med børn, end højst nødvendigt! Man kan vel også blive nogenlunde tilfreds med at rense skinnebenssår i hjemmeplejen, om ikke andet.

… Og nu er det så, at jeg er tilbøjelig til enten at trykke ‘slet’ eller undskylde uhæmmet for min udladning. Men ikke idag. Måske fortryder jeg i morgen og sletter indlægget da, men lige nu må jeg have luft, have en ventil. Jeg er brandskuffet, vildt frustreret, bange og bekymret. Det mørke roder rundt lige under fødderne på mig, jeg taber gnisten og energien, jeg bliver ked af det og metaltræt. Jeg har svært ved at holde fokus. Jeg vil gerne være glad. For børnenes skyld, Rubens skyld, alle andres skyld. Også min egen, egentlig. Jeg føler bare, at jeg er faldet ud af min rede, og jeg har ikke nogen vinger, der kan flyve mig op igen. Så jeg må finde ud af, hvordan man lever et liv på maven, uden vinger. Jeg tror, jeg har fået en hudafskrabning…

Reklamer

2 kommentarer on “Hajtænder”

  1. Julie siger:

    Jeg har krydset hajtænderne og har tårer i øjnene nu. Gid jeg kunne give dig et ægte kram! Ringer lidt senere, når dagen har fået øjne. Knus, J.

  2. Lili Ruby siger:

    Åhhh søde søde dig – jeg sidder som Julie med tårer i øjenene og ville ønske at du ikke var så langt væk – og dog så tæt på – og jeg har VILDT lyst til at ringe dig op – eller springe i punto(igen) så jeg kan være ved din dør om ganske få timer…. og jeg var VILDT lyst til at aflyse mine weekendplaner (som er en begravelse så det kan der jo være mange grunde til at have lyst at aflyse) men SØDE SØDE DEJLIGE DIG – du MÅ GERNE græde og du må GERNE savne – og JA DET GÅR over….. engang… men det hjælper jo ikke dig lige nu vel??

    Jeg håber mavesugene bliver færre – snart og at du bliver glad for livet og stedet og… det hele…

    KNUS

    Lili


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s