Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


Det dér med ude godt…

Det passer jo. Man konstaterer det faktisk hver gang, der har været ferietid og afbræk i hverdagens rutiner og gøremål. Er det ikke egentlig virkelig heldigt? Lige så meget man trænger til afbrækket, lige så meget trænger man til at komme hjem og gøre det, man gør mest.

Men det ene kan jo heldigvis ikke stå uden det andet. Netop derfor er ferier så fuldstændig fantastiske og virkelig gode for sjælen. Også denne. Som lykkeligvis ikke er slut endnu, og derfor bare ekstra dejlig. Vores ture ud af huset er slut i denne omgang, men vi har nydt og levet lige midt i det, mens det varede. Der var Norge. Der var fjelde, familie, fantastiskheder. Der var ture, der var kaffestunder, der var regn, sol, blæst. Der var trætte ben og stille hoveder.

DSC_0053DSC_0055

DSC_0062DSC_0064DSC_0077

DSC_0158DSC_0195DSC_0177DSC_0193

Jeg har flere hundrede billeder. Siger det bare. Det var smukt. Koldt. Vådt. Solbeskinnet. Ikke ukompliceret at feriere sammen alle sammen på én gang, det er sådan noget vel egentlig sjældent, men det var godt.

Og bagefter var der Vesterhav til os fem og vores sorte uldtot Daisy, som havde været på ferie hos farmor og farfar imens vi andre indtog Norge. Vesterhavet var også godt. Fantastisk, faktisk. Det synes alle tyskerne vist også. Jeg var ikke klar over, hvor populært et feriested Blåvand viste sig at være. Det var det. Vi boede heldigvis for os selv og uden leben udover vores eget. Vi havde det skønt. Slappede af. Spillede spil. Læste en side i en bog. Strikkede lidt og lagde strandskaller i rækker. Det viste sig at være lige præcis det, vi havde brug for…

Nu ruller hverdagen snart ind på perronen igen. Jeg synes egentlig også, det bliver fint.


Vand i åen

Siden jeg kiggede forbi sidst, er der bestemt løbet en hel del vand her. I høj grad udenfor vinduerne i det såkaldte sommervejr, men også i den helt personlige å. I disse dage tager jeg mine sidste vagter på det arbejde, som jeg har elsket i de sidste mange år. Det føles ret så sært. Selvom det er helt selvvalgt. De sidste måneder på jobbet har været fyldt af overvejelser om, hvordan jeg godt kan lide at arbejde. Om hvad jeg tror, jeg er bedst til. Overvejelser om hvilken retning, jeg skulle vælge at gå i i mit fremtidige arbejdsliv. Den slags voksne ting. Det har været en lidt hård proces, men også fin, faktisk. Jeg har måttet vende med mig selv, om jeg for eksempel ville kunne have lyst til at gå i retning af mere ledelse og opgaver i den kaliber, eller om jeg fortsat er den udprægede praktiker, som jeg altid har anset mig selv for at være.

Jeg har valgt det sidste. Praktikeren. Jeg lever og ser og mærker med mine hænder og min krop. Virkeligheden foregår for mig stadig så udpræget hos de mennesker, jeg får lov til at passe på, når de er ramt og syge. Der var muligheder for at søge videre ud i noget mere ledelsespræget, og det er lige så vigtige ting, der skal gøres dér, men jeg tænker, at alting er bedst tjent med, at jeg drejer af mod praktikken. Det har jeg gjort. Og samtidig erkendt, at det var svært at få lov at gøre de ting, jeg allerhelst vil, i mit nuværende arbejde. Jeg var trådt ind i en mere vejledende rolle, som kan være fin og god, hvis man trives godt med det- men jeg har savnet at mærke mit fag med hænderne selv. Så jeg har taget konsekvensen. Sagt mit job op, søgt nye udfordringer og fået lov at få det. Nu tager jeg min sidste vagttørn inden ferien, og føler mig bestemt vemodig over det, men også bare helt tilfreds med at skulle prøve nye ting af. Og hvis jeg nu havde kunnet finde ud af det, havde jeg nu sat lækre billeder ind og den slags- men efter at Google har taget død på Picasa og i stedet indført et bizart fotosystem, så er jeg fuldstændig fortabt indenfor den kategori. Så jeg vil bare nøjes med at sende mine bedste sommerhilsner ud i æteren og sige på gensyn efter ferien…

 

 

 

 

 

 


Oh well!

 

Hej mandag. Godt at se dig. Eller noget. I hvert fald godt med en lille fri-formiddag, før min uge for alvor skydes ind om nogle timer. Jeg tænker lidt på, hvor tit folk spørger mig, hvordan jeg kan holde ud at arbejde på den her måde med aftener og nætter på skemaet. Jeg kigger på dem og spørger, hvordan i alverden de kan holde ud at møde ind hver morgen og komme halvsent hjem og forsøge at nå alt det, der skal nås i sådan et almindeligt hverdagsliv, uden at have bare en enkelt formiddag fri en gang imellem.

Jeg ville i hvert fald være ilde stedt, om ikke jeg havde haft mine formiddage, hvor alt muligt og umuligt bliver gjort og ordnet. For ikke at tale om den tid, jeg har helt i mit eget selskab, hvor der er fred til at få renset lidt ud på øverste etage. Der kan være brug for den slags, når livet går lidt stærkt. Og det gør det faktisk rundt regnet hele tiden. Oh well, the happiness of grown-up-ness…

Så nu spiser jeg en af de to kanelsnegle, jeg købte (fordi jeg syntes, det så mærkeligt trist ud bare at købe én) på vejen hjem fra skoven, og drikker kaffe af en kop, jeg købte en dag i en lille gade på Vesterbro, fordi jeg alvorligt manglede noget Wauw-faktor i mit liv efter en tur hos psykiateren, der helst ville indlægge mig med min blomstrende depression. Det var i 2009. Det er længe, længe siden. Jeg troede faktisk dengang, at det værste havde ramt mig. At nu kunne det ikke blive værre. Bunden var nået. Men der havde jeg forregnet mig. Værre ting kunne sagtens ramme. Det ramte hårdt. Men det, der også ramte, var at jeg opdagede, at der er så mange, der går ad den samme vej som mig. Med hver vores historie og hver vores liv. Så går man dér, på den vej, man ikke anede fandtes. Og møder hinanden. Spejler sig i hinanden. Genkender hinanden. Ad omveje stødte jeg på Omveje, og jeg genkender. Bliver mindet om og husket på, hvordan det føles at gå de første dage, uger, måneder, mens man synes, at verden er blevet en helt anden. Og at man selv er anderledes.

Jeg tænker tit på, hvordan vores liv påvirker vores opfattelse af verden, omgivelser og medmennesker. Hvor meget alting kan krakelere på bare et lille bitte sekund, for aldrig mere at vende tilbage til sin oprindelige form. Og jeg tænker på, hvordan vores natur er at begynde at justere os ind på den nye virkelighed, uanset om vi vil det eller ej. Det kan være mere eller mindre konstruktivt, den måde vi gør det på. Det kan lykkes mere eller mindre godt for os. Men vores sind vil finde en måde at få balancen tilbage på. For man kan ikke holde til at være så svimmel og søsyg i sin virkelighed for altid. Og fordi man prøver sådan, så finder man en måde, hvorpå verden opnår en fast form igen. En ny virkelighed. The new normal. Det er jo ret vildt. Og grunden til, at man ikke bliver rablende sindssyg, når de utænkelige ting sker i vores liv. For det gør de. Og det vil ske igen. Hvis ikke man fandt en ny virkelighed, ville man formentlig lægge sig til at dø efter den første gang, hvor livet gav en lussing af den helt store slags.

Se, det var faktisk mange tanker på en mandag. Helt gratis. Fordi der var tid til at tænke, fordi min arbejdsdag først begynder senere. Selv tak.🙂

DSC_0013


En hyldest. Til kærlighed.

I dag græder jeg. Det kom så pludseligt. Bare en lille sang, jeg havde hørt i radioen en nat på vej hjem i bilen, og som vækkede noget i mig. Jeg googlede playlisten her til morgen. Fandt sangen. Så gav jeg mig til at græde. Det vækkede noget. Det var min bror, der vågnede. Eller- han er der jo altid, lige dér i mit hjerte, men der gik hul på mig ved lyden af den sang. Så her er jeg. Med min kaffekop, mens jeg tuder ned på en hund, der ligger på mine fødder, fordi jeg er ked af det, mens jeg lytter og skriver og græder. Jeg går ikke udenom i dag. Jeg har købt albummet og lytter til alle lydene, der får min krop og mit sind til at falde helt sammen og bare slippe alt vandet løs. Mange dage kan jeg styre udenom sammenstyrtningen af mit indre, når savnet og sorgen vil slå mig ud af kurs. Jeg kender de fleste faldgruber. Der er dage, som ikke har plads til alle følelserne. Der er dage, som føles helt almindelige og hvor jeg næsten kan snyde mig selv til at tro, at det er helt normalt, at min allermest elskede og bedste lillebror er en stjerne på min himmel og et lys i mit hjerte. At det er helt normalt at savne den helt ægte og fysiske lillebror, men at det er lige så normalt at han mest er en kærlighed, man kan føle, men ikke mærke i sine arme. Det er ikke en skid normalt. Det er absurd, det er forkert, det er det mest frygtelige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg mærker det i dag. Blandt andet. I dag er der ikke noget, der kunne bremse virkeligheden. I dag gik der hul. I dag går jeg ikke udenom og ind i den konstruerede virkelighed. I dag stirrer jeg direkte ind i den virkelighed, som er rigtig. Jeg savner, så jeg er ved at dø, når jeg mærker helt efter. Jeg græder, så jeg er hudløs, når jeg føler det. Jeg føler mig amputeret, når jeg ser på virkeligheden. Jeg bliver vred og ulykkelig. Mest ulykkelig. Fordi det føles uoverskueligt at skulle leve resten af livet sådan her. Vi har klaret snart 6 år uden ham nu. Vi vil godt stoppe her. Have ham tilbage.

Det sker ikke. Jeg ved det godt. Jeg bruger heller ikke længere oceaner af tid på den slags ønsker. Man bliver bare mere og mere død indeni af det. I stedet forsøger jeg at mærke, hvad det er, der efter så mange, lange dage uden Nikolaj, kan få mig til at græde, som om det var for et lille øjeblik siden, vi mistede ham. Hvorfor man alligevel ikke er kommet længere end hertil på så lang tid. Og jeg ved jo lige præcis, hvad det er. Det er kærligheden, der både lader os komme videre på vores vej og samtidig holder os fast i savnet. Jeg må, på trods af mit hudløse ansigt og hævede øjne, hylde den kærlighed, der kan gøre det. Jeg må prise mig lykkelig over at have oplevet den slags kærlighed. Jeg er velsignet over at leve med mennesker, som kærlighed forbinder mig med på en måde, som er stærkere end ulykke og død. Jeg græder, fordi jeg oplever kærlighedens vingesus. Og jeg føler mig lykkelig, fordi jeg oplever det. Imens lader jeg floden af tårer tørre ud, helt stille og roligt og i deres eget tempo i dag. For i dag går jeg ikke udenom. Men lige ind i det. Tak for kærlighed!

dsc_0762

 

 


At regne med variable

Ingen tvivl, det er faktisk en god ting at kunne. At regne med variable. Man kan gå rundt og tro, helt fejlagtigt, at tingene er lige til at regne med. Overskuelige, åbenlyst regelrette, den slags. Men så kan man sjovt nok tage fejl også. Tag nu bare en helt almindelig uge som den her, der lige er ved at være gået. Man går og tror, at den, som alle de andre, også har syv dage. Det havde den bare ikke. Min uge havde seks dage. Ja. Det var noget med en fredag, som blev ved og ved og ved og noget søvn, der ikke var der og den slags. Nu er jeg vågnet. Og nu er det søndag. Jeg mener, hvad skete der for lørdag?

Well. Lørdag forsvandt. Og foråret er her for fuld udblæsning. Jeg er begyndt på min ferieuge. Fordi lige om lidt er der en smuk og fin konfirmand i mit hus igen. Det kræver en mor på ferie, så man kan lave noget fest klar. Vi glæder os. Og jeg mimrer lidt igen, fordi jeg ikke fatter det med tid. For et lille bitte år siden var det en langlemmet, glad og fantastisk dreng, der stod her i stuen med slipset bundet og klappede mig lidt på håret, fordi jeg blev rørt, taknemmelig og glad.

dsc_0038

Nu er det allerede historie, og det fatter man jo ikke. Det er her, det også kommer én til gode at kunne regne lidt med variable. For i nogle sammenhænge kan uger mangle dage, og år kan tilsyneladende på samme vis mangle måneder.

I hvert fald er der nu en smuk pige, med kjole hængende i skabet, sko stående klar på værelset og en cardigan hængende på mors strikkepinde, som glæder sig, har sommerfugle i maven, tæller dage, drømmer drømme og alt det, der er  helt rigtigt og vigtigt, når man er en kommende konfirmand. Jeg glæder mig sammen med hende. Og i mit stille sind håber jeg også, at den her uge viser sig at holde, hvad den lover på kalenderen i forhold til antal dage, før vi rammer lørdag igen.


Stille og roligt

– bevæger tingene sig. Ting, som man havde afskrevet, ville eller kunne ske. Ting, som man bare anså for at være forholdsvis usandsynlige eller bare meget langsigtede. Sådan har jeg udpræget haft det, når det kommer til det der med at lære at elske at bo i provinsen. For jeg følte mest, at min kærlighed gik til København. Ikke fordi det er København i sig selv, der har gjort forskellen, men fordi den by har været rammen om mit liv i de største år og absolut også de fleste år af mit voksenliv. Jeg har lært at leve i den by. På rigtig mange måder. Jeg har født vores børn der. Jeg har fundet mine arbejdsben der. Jeg har trivedes der. Rigtig meget og heldigvis rigtig længe også. Så da behovene blev anderledes og andre fik udlængsel, var det i virkeligheden ikke et svært valg at træffe, det at rykke ud af byen og ind i provinsen. Det var rigtigt at gøre, og jeg har aldrig fortrudt det. Men jeg har savnet. Hold op, hvor har jeg savnet! Og aldrig været i tvivl om, at hvis det bare var mig, der skulle vælge, og jeg fik tilbudt at komme tilbage i det gamle liv, så ville jeg ikke tøve, men bare springe afsted. Heldigvis er det ikke bare mig, der bestemmer. Jeg deler liv med mine fire fantastiske mennesker, og de holder godt fast i verden og virkelighed. Og da jeg så i aftes ramte Østerbro for at spise med en veninde, mærkede jeg det for første gang. At jeg ikke bare blindt ville bytte tilbage igen.Ikke var klar til at vinke farvel og ikke kigge mig tilbage, hvis jeg fik muligheden. At jeg holder af luften, der er klar, trafikken, der er mindre støjende, skoven, der er lige rundt om hjørnet, roen på parcelvejen. Sjovt nok. Dejligt nok. Jeg forandrede mig. Ikke over night, men i en lang, rolig bevægelse. Jeg trives, hvor jeg er. Jeg glæder mig over, hvad jeg ser, når jeg vandrer skoven tynd for gang nummer tusind med hundedyrene. I dag så jeg de første spæde udsprungne blade, mens vi gik. Jeg kan godt lide det!

Nu har jeg travet Hillerød tynd og købt fødselsdagsgaver til min yngste datter, som om et lille øjeblik bliver 10 år. Som skal holde fødselsdag for pigerne i klassen i svømmehallen og glæder sig inderligt. Som synes, at Hillerød er et godt sted at være en pige på næsten 10. Og det er godt. Det er alt rigeligt. 

IMG_2787


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 30, der følger denne blog