Åh Nikolaj…

img_2282

Det har været undervejs en rum tid. Savnet og klumpen i maven har rullet mærkbart mere rundt, end det sommetider kan nøjes med. Jeg har mærket det, sanset det og sunket klumpen i halsen nogle gange i de sidste døgn uden helt at forstå, hvorfor det er sådan lige nu. Men det er det. I dag triller tårerne, savnet er helt oppe i mit synsfelt og jeg går bare her med mit vasketøj og lader det være der. Jeg hører musik, som jeg ikke har hørt længe. Som hører din tid til. Musik, man kun kan høre, når der er tid og rum til at lade sig forsvinde ind i noget, som er smerteligt som intet andet. Jeg savner dig så forfærdeligt! Så forfærdeligt! Hvornår ses vi? Jeg kan ikke vente mere… Jeg vil høre dig grine, jeg vil se dig og mærke dig. Jeg vil vide, hvordan du har haft det, mens vi har været væk fra hinanden. Jeg kan ikke undvære dig længere. Jeg vil lave alle de cafe latter, du kan drikke, mens vi snakker. Jeg vil måske endda sidde på trappen og tage et enkelt hiv af den cigaret, du sikkert stadig godt kan lide. Jeg forstår ikke, hvorfor det blev som det gjorde med dig. At vi ikke måtte få lov at beholde dig. Det var jo det eneste, vi ville. Det eneste, vi ønskede os. At vi måtte få lov at blive sammen. Jeg synes, det er så svært at blive ved med at skulle acceptere det helt uacceptable. Jeg ved jo, at du klyngede dig til et bræt, mens du svømmede for det liv, du ikke fik lov at beholde. Du klyngede dig til brættet. Og du klyngede dig til Gud. Jeg forsøger at gøre det samme, mens jeg svømmer for livet. Jeg forsøger at klynge mig til Gud, læne mig op ad Ham, mens jeg forsøger at huske, at Gud er i kontrol. Ultimativ kontrol. Jeg er ikke i kontrol. På nogen måde. Jeg er bare et menneske, der leder. Efter mening, trøst, ro og vished. Om at du har det godt. At du er sikkert hjemme og har været det siden den ulidelige dag i vandet. At jeg må få lov at komme sikkert hjem også. Jeg og alle de andre, vi elsker. Jeg vil så gerne med hjem.

Om to måneder er der gået 8 år. Vi har lært at leve. Uden dig her, men hver dag i tanke og hjerte. Der går ikke en eneste dag, uden at du er med her hos os. Jeg tænker på dig mange gange hver eneste dag. Jeg kan høre dig grine, når jeg hører min store dreng grine. Jeg kan se dig, når jeg ser på ham. Det er en velsignelse. At have en bid af dig her. Men også ømt og sårbart. Jeg elsker dig, Nikolaj. Jeg glæder mig uendeligt til at kramme dig igen!

Med kærlighed.

Ida

Reklamer

15 dage senere- det siver stadig.

Men nu siver det den rigtige vej, sådan i store træk. Det siver ind. Med lys, med mere lyst og fornøjelse, med grin og fnis og mange andre ting. Bevares, det sner stadig, det blæser en halv pelikan, det er stadig for meget vinter og jeg trænger stadig til lidt mere fri oveni hovedet, men det siver ikke længere bare ud mellem fingrene på mig. Hvilken velsignelse. Just saying. Os med mærkelige hoveder, ved det. At det er en velsignelse. Og jeg skønner på det, det lover jeg. Jeg siger det så mange gange om ugen, at min fine mand griner af mig og synes, jeg er løjerlig. Men han forstår det godt. Han er jo lige ved siden af mig det meste af tiden og ved, hvor lidt sjov jeg er, når det hele er sevet ned i undergrunden. Faktisk meget usjov, vil jeg faktisk mene.

Og af hele denne rejse, som jeg måtte tage over det seneste halve år, kan man lære, at trivsel er mange ting. Det kan godt være det mega spændende arbejde. Det kan også godt være det lidt uspændende hverdagsliv. Eller det lidt ensformige arbejde. Eller det helt vildt eksotiske spring ud i noget helt nyt. Det kan være virkelig mange ting, har jeg lært. Men helt grundlæggende handler det om, at man kan føle almindelig glæde og tilfredshed over den dag, der ligger foran. Selvom man ikke gider stå op, når vækkeuret ringer, eller at man hellere vil drikke kaffe i sofaen med tæppe og hund på fødderne. Man skal faktisk være glad. Lidt glad hver dag, det bliver man nødt til at være. Der er ikke kun én ting, der kan bære hele vægten af grund-trivsel. Det er et fint samspil mellem mange ting. For mig var det bare lige pludselig fuldstændig tydeligt, at hvis ikke jeg er sådan almindeligt ønsket og nogenlunde værdsat for indsatsen, ikke noget vildt, ikke noget med ros og anerkendelse i lange baner, bare sådan helt stille og roligt velkommen, så går det galt indeni. En anden ting, der åbenbart er essentielt for mig, er at jeg simpelthen er nødt til at få lov at grine. Af det, som er åbenlyst sjovt. Af det, som er skørt og skævt, og som hele tiden sker i systemer, der arbejder med alle mulige og umulige slags eksistenser. Jeg bliver ganske fornøjet, når jeg bliver inviteret hjem af en 81-årig, der godt bare kunne se os to sammen hjemme hos ham. Så må jeg grine sammen med ham og se på det sjove i dén forestilling. Og fnise slet skjult, når alt muligt andet skørt sker. Det er jo ikke fordi, det er nogle helt urimelige krav til et almindeligt, triveligt liv. Det er bare ikke alle steder, der er mulighed for, at det kan udfolde sig. Det er ikke nødvendigvis fordi de andre er forkerte. Måske passer man bare ikke selv ind lige der. Det vigtige er, at man hører efter. Mærker, når man går i baglås indeni og taber livsfornøjeligheden og glæden på vejen. Så skal man stoppe op og gå tilbage til sidst kende punkt med de ting, som tæller. Og så kan man starte igen.

For mig er det sådan, det er lige nu. Jeg er gået tilbage til sidst kendte punkt med trivsel. Nu har jeg sat et punktum for de ting, der ikke virkede. Jeg lærte en masse af det. Men jeg trivedes ikke. Så derfor er jeg ualmindelig glad for muligheden for at starte forfra. Med ting, jeg godt kan lide; mennesker, som gør mig glad. Arbejdsopgaver og hverdagsliv som giver mening. Det er ikke fancy eller smart. Det er ikke banebrydende eller raketvidenskab. Men det er mit liv.

IMG_2787


Det siver lige så stille ud…

Det gør det altså. Det er nok bare kulminationen på en lang periode med mange spekulationer og alverdens overvejelser og følelser og anstrengelser. Men nu siver energien ud og lander i små våde pytter om fødderne på mig. Støvsugeren står og glor på mig, mens hundenes vinterpels samler sig i kavalerier under sofaen. Det tager længere tid at samle sig sammen til at tømme opvaskeren, end det rent faktisk gør at tømme den. Vasketøjet ligger længe i kurven og venter på at blive lagt sammen. Det er okay. Det har kostet noget at være smidt ud i stormvejr på de indre linjer. Det der job, jeg prøvede af, det var bare ikke godt. Ikke for mig. Jeg havde glemt, hvordan det er at blive mobbet. Pludselig kunne min krop godt huske det. Pludselig gik det op for mig, hvad der var i gang. Pludselig forstod jeg, hvorfor jeg havde så uregelmæssig puls og hovedpine og manglende søvn. Nu er det overstået. Jeg klarede at komme igennem, komme ud og komme fri. Jeg klarede at sige nej til de ting, der var helt forkerte for mig. I tirsdags afleverede jeg skilt og nøgler. I tirsdags gik jeg hjem og hentede min unge og kørte ud og spiste fast food, fordi hun gerne ville. I tirsdags var jeg helt lettet og ikke det mindste vemodig over at forlade Rigshospitalet. Det var jeg, sidste gang jeg gjorde det. Der var jeg lidt trist over at forlade noget, jeg havde været glad for, men som bare fik en ende. Nu er jeg bare helt lykkelig over, at provinsen har holdt en plads til mig, og at jeg kan få lov at komme tilbage til mennesker, som siger, de godt kan lide mig.

Så nu er jeg her, træt og flad og med hovedpine, fordi det er overstået alt sammen. Punktummet er sat, jeg har sagt farvel, ikke på gensyn. I nat skal jeg på nattevagt. Det er helt i orden med mig, hvis du spørger.

 

img_2146


Argh! Bare argh!!

Jeg er bare i bund og grund dårlig til mørke, regn, kulde, efterår, når det først er overgået til gråt-i-brunt og alt det der. Træt af, at det er sort, når jeg kører på arbejde; på vej til mørkt, når jeg kører hjem; kulsort, når jeg lidt senere står ude på en mark i regnvejr med to hunde, der er totalt skudt i at grave efter musehuller og jagte sig selv og hinanden.

Det føles åndssvagt at sidde i en bilkø for at få lov til at komme op ad tilkørslen til hovedvejen, så man kan køre sit barn i skole en sjælden gang. Det føles irriterende, at der ikke er skyggen af kaffested, der har åbent før kl 10, og da er det kun inde midt i et plantecenter, når man kører rundt i køerne i rundkørslerne, efter at man har tanket sin bil på en af de flere INGO-tankstationer, der i øvrigt kun findes på afsides og udkantsagtige lokationer, hvilket nærmest siger mere end manglen på kaffesteder.

Nå, men lyder jeg sur?! Nå, men det er jeg måske også. Måske bliver det bedre, når jeg har drukket den latte, jeg lavede på egen maskine i eget køkken, når nu der ikke var andre muligheder. Jeg øver mig så i at være taknemmelig over, at det så i det mindste er en mulighed! Måske handler det også mere om, at jeg føler mig ualmindelig udfordret i og af mit liv, end jeg har gjort i lange tider. Nogle gange er det bare regnvejret, bilkøerne, mørket, trætheden, der bliver det, man allermest kan mærke, når det trykker og stikker og gør ondt alle mulige mærkelige steder.

Så nu skriver jeg. Ud med det hele. Lige ud i æteren i det store intet. Det har før hjulpet. Jeg prøver at overhøre de to uldbunker inde i stuen, der meget insisterende kigger på mig og prøver at beame mig op af stolen og ud i gummistøvlerne. Indtil videre er det mig, der vinder. Når mindste uldbunke begynder at spise gyngestolen af ren rastløshed, kan jeg ikke svare for, hvem af os der vinder stirrekampen.

Udfordretheden er tung at bære rundt på ind imellem. Når nogen, man elsker, ikke trives og kæmper urimeligt meget, vejer det meget. Min mindste pige kæmper bravt med angst og bekymringer. Det er hårdt arbejde for hende. Hun gør det fantastisk flot, men det er ikke gratis at være en angst type. Virkelig ikke. Så hvad gør man? Hvordan hjælper man? Hvordan elsker man hende på en måde, så hun aldrig bliver i tvivl om sig selv? Kan man overhovedet det? Altså, jeg mener, jeg elsker hende jo ud over alle grænser, så hvordan kan man hjælpe hende med at omsætte det til at være tryg i, at hun er helt rigtig og elskbar af alle mulige andre end mig også?

Ja, altså jeg ved det ikke rigtigt. Jeg prøver at finde vej i det. Vi prøver at tage gode beslutninger for og med hende. Vi følger hende til terapi. Vi  omfavner og prøver at favne det hele. Vi fejler og skvatter og lykkes og græder og griner. Det er bare så skide mørkt og koldt og vådt hele tiden. Det ville være dejligt med lidt lys til arbejdet, ja?!


Tak, det går fint

Siger jeg og smiler med tænder, for at det skal være helt indlysende sandt. Indtil jeg kommer i tanke om, at han er blind. Kiropraktoren. Han knækker og brækker lidt i mig og vil vide, hvordan det går på mit arbejde. Jeg spiller Sundhedsplatforms-kortet. Home free. Hjemme er anden vask i gang. For i dag er jeg sådan en type. Der kan vaske tøj og have aftaler om ting ude i byen. Jeg er endda sådan en type, der får svaret på en mail og tre sms’er. Jeg har også været oppe og få taget de blodprøver, lægen gerne ville have taget. Kun en lille smule senere, end hun sagde. Faktisk har jeg ikke sovet i dag heller. For jeg er sådan en type, der naturligvis ikke behøver at sove om dagen. Jeg er effektiv, ikke sandt!

“Du har lidt med det der ‘effektiv’, ikke?”, siger min fine mand. Nja. Måske. Lidt. Eller jo. Helt vildt meget. “Men det er jo bare fordi – jeg skal ikke bare ligge og være en klat på gulvet, der ikke orker noget som helst, kan du da forstå”, siger jeg så. Det kan han ikke rigtigt se fornuften i. Han smiler bare og krammer mig, selvom min krop prøver at bilde mig ind, at den helst ikke vil røres. Det vil den gerne, har jeg sagt til den. Den hører ikke altid efter. I stedet vil den bare sove. Hele tiden vil den bare sove. Min hjerne virker ikke som den plejer. Den er bare en ensfarvet grød, der kun kan falde i staver eller i søvn. Det eneste sted, hvor den virker, og hvor min krop også godt kan tage sig lidt sammen, er når jeg går på arbejde. Så det gør jeg. Jeg går på arbejde, snakker, griner lidt, passer patienterne, gør alle de rigtige ting. Og jeg synes, det er fint nok. Men jeg bliver også totalt forvirret. For hvorfor kan jeg virke nogle gange, men andre gange er jeg helt udenfor mig selv?

“Det går over igen, det gør det altså”, siger jeg med stram mund til mig selv. Det samme siger min mand. Så smiler vi til hinanden, og jeg bliver helt lettet. Det er om aftenen, vi siger det. Fordi om aftenen begynder alting at være mere normalt. Så kan jeg mærke, at jeg får noget af mig selv tilbage. Dagen er gået med alle dens opgaver og krav. De fleste af dem fik jeg nok ikke gjort noget videre ved. Men om aftenen er der helle. Så kan jeg kende mig selv lidt mere. Jeg støvsuger stuen og banker tæpperne og puderne i sofaerne. Kravler sammen i hjørnet med min familie og føler mig næsten helt normal.

Jeg ved godt, hvad det er. Det er min følgesvend gennem nærmest 20 år. Jeg troede næsten, at jeg var gået under radaren, så jeg slap for flere sværdslag. Det er livet med depressioner. Det er bare det, det er.

DSC_0260


Man kan tænke lidt over

-hvad der mon kommer ud, hvis man sætter sig til tasterne uden at have en plan. Jeg ved det ikke endnu. Har bare sådan en fornemmelse af, at der er fyldt derinde. Måske af ord, måske af noget andet, jeg ved det egentlig ikke. Det føles bare som om, jeg sidder lidt fast i mig selv.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har ord på lager at tage af. Der er vist aldrig helt tomt her. Og alligevel blev jeg faktisk overrasket i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og en af mine kollegaer, som jeg jo ikke har kendt i mere end et halvt år dog, en lille smule forbløffet sagde, at hun da aldrig havde hørt mig tale så meget på én dag. Jeg kom til at grine ret højt, for det er vist nok første gang, jeg har hørt mig selv beskrevet som relativt fåmælt! Årsagen til den øgede talestrøm igår, var at vi netop har indført det højt besungne system ‘SundhedsPlatformen’, og som jeg skulle guide en kollega igennem i 8 stive timer. Det kommer der mange ord ud af, for sjældent har verden set en mindre menneskevenlig brugerflade på et program!

Men i mit eget liv er det ikke hverken computerprogrammer eller andet arbejdsrelateret, der fylder op i ordbunkerne. Det er nok mest noget med, at det tager så lang tid og mange kræfter at justere sig selv til nye virkeligheder, når de dukker op. Jeg synes, det er et hårdt arbejde. Hver gang. Jeg synes også, det er ganske anstrengende, når man opdager, at man har flere erfaringer indenfor kategorien ‘Nye Virkeligheder’, end man orker at tænke på. Jeg bliver træt og udslukt, når jeg tænker på, at det ikke engang kan forventes at være sidste gang, man stempler ind i den kategori. Fordi sådan er menneskelivet ikke skruet sammen. Og det er, trods sandheden i det, ikke særlig fyldestgørende at forklare det med, at det er konsekvensen af Adam og Evas valg i Edens Have dengang… Det fjerner ikke mine skingre og hæse råb om håb og barmhjertighed. Det heler ikke de ting, der i gør ondt i mig og bløder. Det mildner ikke min frygt for, hvad der næste gang rammer os lige i ansigtet. Det er en del af mit liv, som er blevet anderledes for altid. Visheden om, at der ikke er noget som helst i denne verden, som kan regnes for helt sikkert. At der ingen garantier er. Det kan faktisk godt føles håbløst. Og jeg er faktisk ikke på den måde vant til at føle håbløshed. Det er en uvant og uvelkommen følelse.

Jeg skynder mig lige at understrege, at det ikke er fordi, der er sket nye og grimme ting siden sidst. Min far har det efter omstændighederne godt. Faktisk meget godt, hvis man skal være præcis og retfærdig, når man betænker konteksten. Det er nok mest indeni mig, den er gal. Mig, som synes, det er opslidende at blive ramt igen, fordi det netop bekræfter, at det ikke er slut med at være vingeskudt. Det er mig, som bliver ramt af ørkesløsheden i det faktum, at der vil blive ved med stille sig ulideligheder i kø, som bare vil gøre ondt og være forfærdelige. Der er ingen, der siger noget om, hvornår og slet ikke hvorfor. Det sker bare. Og jeg bakser bare så meget med at finde min vej i at leve med alle de ting, som hører til hos mig og os, sådan at der stadig bliver mest plads til alt det, der er så godt, så godt. Jeg knokler med at finde tilliden frem fra bunden af bunkerne igen. Fordi jeg har det godt med at have tillid til, at det går. Det holder, det bærer. Men hvad er det, der bærer, spørger du så måske. Ja. Det spørger jeg jo også om fra tid til anden. Fordi det kan være så svært at mærke det, når man bliver træt og tung. Men jeg tror jo. Det gør jeg jo. Jeg tror på livet. Det gør jeg. Men kan det bære i sig selv? Næ. Ikke alene. Det tror jeg faktisk ikke, det kan. Det er jo livet, jeg lever, der bliver så frygtelig vingeskudt ind imellem. Og hvis det kan blive skudt ned, kan det jo ikke være sikkerhedsnettet. Og jeg har kun ét sted at vende tilbage til. Selvom jeg er tung og træt og vred og ramt og fuld af selvmedlidenhed og klage. Da Nikolaj døde, døde han i favnen på den Gud, som har skabt både ham og mig og alle, jeg elsker og det liv, vi elsker at leve. Jeg kan ikke gå andre steder hen. Jeg har ikke fundet andre steder, der kan bære mig. Der, i den erkendelse, falder jeg hver gang sammen og tuder lidt og bliver træt, men også fuld af ro. Og det tætteste jeg kommer på at have den tillid, som er svær at finde frem for tiden. Det er mærkeligt. At man, selvom man bliver så ramt, selvom man kæmper med tankerne om, at Gud ser det hele og ikke bare tager det væk, selvom jeg tror, Han kan; ikke finder freden og den sarte tillid til, at det holder, at det går, andre steder end lige netop dér…

Sådan er det indeni mig idag. På en solskinsdag i marts. Hvor der var rigeligt af ord at tage af, og som fik lov at komme i uredigeret rækkefølge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


I nattens mulm og mørke

Jeg er lige kommet hjem fra en fest. Fødselsdagsfest for en dejlig kusine, som jeg elsker højt. Fest fuld af damer. Et godt bordfuld damer, hvor man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der faktisk ikke er nogen i selskabet, som snakker mindre end meget og griner endnu højere. Sådan en fest, hvor der spises og snakkes i timevis, om småting, store ting, svære ting, sjove ting. En god fest, altså. Jeg anede ikke, hvor meget, jeg faktisk trængte til en fest af den slags. Det føles, som om det er længe, længe siden, jeg har grinet højt og mange gange i løbet af en aften. Det føles, som jeg en lille smule havde glemt, hvordan man gør andet end sort galgenhumor og den slags morsomheder, som man må ty til, når man ikke har flere skud i bøssen.

Så jeg gik ud i mørket og fandt min bil og satte kursen hjemad. Ad mørke landeveje. Gennem skov. Små byer og smalle veje. Midt i lyskeglen fangede jeg pludselig en vældig smuk ræv. Med busket hale og flot pels. Og flaben fuld af fin hane… Der er nogen, der mangles i hønsegården i morgen tidlig! Jeg trillede videre hjem og følte mig sådan set ret tilfreds. Over at være lige her. På små, mørke veje, med ræve og haner og hovedet fuldt af snak og latter. Fordi det er sådan, det skal være. Lige nu er det godt. Jeg elsker, når jeg falder over pletterne af fred og fordragelighed med mig selv og det store hele. I nat er det sådan. Der er fred og fordragelighed indeni.