Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Om at leve. På trods.

For en uge siden sad jeg her. Hørte det samme musik, som jeg hører nu. Mens jeg funderede over, hvorfor jeg og livet og alting er, som det er. Det forekom mig at være nogle væsentlige tanker. Det er de vel også i grunden. De holdt bare op med at være det ganske få minutter senere. Da jeg hørte de ubegribelige ord om, at min far var mere syg end bare en sepsis. Men sådan rigtigt syg. Af kræft. Uhelbredelig kræft.

Min far. Vores far. Som er sjov og klog og glad. Som er sund og rask og arbejdende. Som er kærlig og omsorgsfuld og elskelig. Som er en far, der interesserer sig, bekymrer sig og tager sig af. Som er en af de vigtigste sparringspartnere og vidner til mit og vores liv.

Jeg begriber ikke noget som helst. Det er ikke til at rumme i mit sind. Jeg græder talløse tårer over det, som er blevet hans lod, fuldstændig overrumplende og hovedkulds. Han og vi er kastet ud i et stormvejr, som ikke lader sig bremse. Indtil videre har han været rigeligt optaget af at overleve og komme sig over en sepsis. Imens han forsøger at overkomme den del af livet, der nu ligger og tårner sig op foran ham og os. Han er stadig mit fyrtårn. Han holder min mor fast i hånden og går. Målrettet og beslutsomt. Med tårer på kinderne og sorg i hjertet. Han går efter livet. Vi går sammen med ham. Mens vi beder om nåde og barmhjertighed, trygler om undere, råber på mirakler og hvisker vores bønner om fred og tillid til, at vi aldrig går alene. Det er svære dage at leve.

0188360a1ecfda63ffc747e33bc4c6767ac74a7d40


Men hvorfor er jeg sådan?

I en alder af næsten 40, tænker jeg stadig på det. Hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor jeg for lidt siden skrev med blæk på papir, at om mig er der at sige, at jeg er talende, tænkende, favnende, smålig, kærlig, bitter, tosset og snusfornuftig, mild, vred, forstående, nærtagende, rummelig og egocentreret. Bare for at tage noget fra skuffen. Og så skrev jeg, at det mest skræmmende er, at nogle gange føles det som om, jeg kan nå at være det hele på én lille bitte dag. Det er seriøst mange ting at fyre af i løbet af kort tid. Måske er det heller ikke det hele, jeg kan nå omkring, men alligevel…

Det afføder jo fluks- i hvert fald for mig- også tanken og spørgsmålet om, hvordan nogen kan holde sådan en type ud. Når nu man selv kan have mere end svært ved at holde af det. Af det, og af mig. Kunne man sige.

Kompleksitet og komplekser er der nok af. Ofte også lidt for mange lige for tiden. De sidste måneder har ikke været særlig sjove. Stressramte for nogen herhjemme. For andre bare farvede af stressen, som aldrig bare kan lægge sig i et hjørne og holde bøtte. Det har været nætter uden søvn, dage uden overskud. Arbejdsliv, der tog og fik alt det, der var. Mørke, der groede ud af natten og hang over dagene. Nullermænd, der voksede vildt i hjørnerne, vasketøjsbunker, der ikke flyttede sig ved tankens kraft, selvom man forsøgte.

Jeg kigger hver eneste dag på DMI’s side, hvor der står angivet i minutter, hvor meget dagen er tiltaget i længde. Jeg har kigget hver eneste dag siden jævndøgn. Hver dag er der mere dag og mindre nat. Det er godt. Jeg længes virkelig. For det føles faktisk som om, de vildtvoksende følelser og karaktertræk hos mig også læser med hos DMI. Mildnes i takt med minutterne, der vokser.

I dag er det lørdag. Det er morgen. Mine tre dejligste unger ligger og bobler under deres dyner. Jeg har været oppe længe. Lagt mange kurve vasketøj sammen. Drukket kaffe og spist boller med min vagt-mand, som nu er kørt på job. Igen. Talt med min mor, sms’et med min syge, indlagte far. Tænkt på liv og død og kærlighed og savn og alle de ting, der ligger og buldrer rundt indeni. Jeg sidder lige så stille ved brændeovnen, hører Savage Rose og mærker, at jeg lever. Med mine næsten 40 år og alle mine elskelige og uelskelige karaktertræk og egenskaber i tasken. Alt det, der er mig. På godt og ondt.


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Tanker fra en togtur

Sidder helt stille og kigger ud under huen, mens jeg blinker lidt langsomt. Jeg er på vej en hurtig tur til Jylland. Og jeg har sovet tre timer efter nattevagten i nat. Deraf togturen. Tre timers søvn, kombineret med sne og sommerdæk er inkompatibelt. Jeg kører sjældent med tog efterhånden. Er åbenbart vokset fra det?! 

I S-toget var der en del mennesker. Alle mulige mennesker. To sprøde teenagere sad og talte hele vejen. Om at få ‘sindssygt mange erfaringer’ og om at tage kørekort. Den slags, mens man smiler og blinker. Jeg kunne kun se den unge fyr i ansigtet. Stemmen var dyb efterhånden. Moderigtigt tøj, nydelig uldfrakke. Og – slog det mig- garanteret købt og betalt af mor. Lige dér gik det op for mig. At jeg stadig nærmest tænker på mig selv som den nittenårige, jeg engang var. Men de sprøde teenagere så noget helt andet. Hvis de altså havde set sig omkring. De ville have set en grånende dame, der var mindst dobbelt så gammel som dem selv. Og som på mange måder må betragtes som et mosefund fra svundne tidsaldre, når man lever i den evigt unge og smukke tidsalder, som den slags ungdom jo heldigvis befinder sig i. 

Overfor mig sad et aldrende ægtepar. Småsnakkende på den måde, man småsnakker på, når man ved, at den anden uden problemer følger med i tankespringene og emneskiftene. Der var jo bridgeaftenen hos Morten, hvor Jan og de tre andre ganske enkelt tabte til Knud, selskabets ubetingede dårligste spiller. Han havde haft en heldig hånd og fået meldt alle sine kort. De havde hver tabt 30 kr til Knud. Jan var egentligt mildt fortørnet over denne livets uretfærdighed. Indtil hans kone mildt sagde, at det vel nok var dejligt for Knud at prøve. Jo… Jamen, han havde da bestemt også været glad- så det var nok godt sådan. Desuden blev rimeligheden i at betale 56 kr for to små snaps vendt- de var jo vitterligt alt for små- og hvad mon avancen kunne blive på den slags?! Nærmest uanstændigt! Og hvorfor ville Jan ikke indrømme, at det var lige så nemt at stå af på Svanemøllen istedet for Nordhavn? Det plejede hun såmænd at gøre. Men det fandt Jan tåbeligt. Så de stod af på Nordhavn. I sidste ende skal der jo være en, der er mand for at tage beslutningen… 

Åh jo. Jeg, den grånende nattevagt på næsten fyrre somre, sad lige der i mangfoldigheden og bare så og hørte. Små brudstykker af andres liv og dag. Og tænkte lidt over mit eget lille liv og alle dets mangfoldigheder af hændelser, mennesker, oplevelser og alt det hele. Og erkendte, at jeg er godt på vej mod midten af livet. Min sprøde ungdom er forlængst væk. Jeg er mor for mine egne sprøde teenagere og heldigvis også for den sidste lille ælling. Jeg er sådan én som er godt igang i et arbejdsliv. Som har huslån i banken og op til flere biler og en dele-trailer. Det er helt og aldeles godt sådan! Men tænk- dér i toget blev jeg bare lige et kort øjeblik overrasket over, at jeg er forbi sprødheden og ungdommen?! 


Om at være det, man faktisk er

Jeg har lige kørt min yngste datter i skole. Hun er skøn. Og filterløs. Og har evt. en kvart moderbinding tilbage fortsat, selvom hun nu er 10 gode år efterhånden. I hvert fald vil hun som regel altid gerne følges afsted, være sammen, snakke med og på mig i uendeligheder. Den slags livsgodheder. Så jeg spurgte, om hun ville følges helt ind, selvom jeg måske nok havde en lille smule strithår i den ene side endnu. Hvorefter hun kigger på mig og siger ‘Nej tak- du har også sovestriber hen over øjet.’ Nå?! Kigger i bakspejlet, kan overhovedet ikke identificere sovestribe i det angivne område. Hvorefter jeg må erkende, at det er mine øjenlåg, der faktisk bare er kravlet nedad og sammen med en lidt søvnig pose under øjet udgør det, der i min spændstige datters optik er sovestriber. Bare ret permanente sovestriber, that would be. Det grinede vi lidt af, og barnet gik frejdigt med hoppende hestehale afsted og ud i dagen i den nye kjole med sneugle-print. Jeg satte bilen i gear og trillede hjem i sovestribe-tempo.  Og tænker tanker om at være, som man i virkeligheden er. Uden pynt og med sovestriber.

Det er jo for så vidt ligegyldigt, om øjenlågene er på vej sydover. Eller om striberne efter puden kan holde sig i mere end 8 timer efterhånden. Det er bare kosmetik. Det er mere det her med at være, som man i virkeligheden er sådan indeni.  Det har jeg faktisk brugt hele sommeren på at nørkle med. Er overhovedet ikke færdig med det heller, men dog bedre på vej, end da jeg startede. Måske startede det faktisk med en job-utilfredshed. En følelse af, at jeg var på vej hen et sted, hvor jeg ikke skulle være i den sammenhæng. Et sted, som gjorde mig til noget, som jeg ikke så godt kunne lide. Og som gjorde mig anspændt og uglad. Den slags må man handle på, når tiden er inde. Det fik jeg også lejlighed til, og det resulterede i et jobskifte. Det er godt sådan. Jeg tror, jeg kan blive glad og tilfreds dér. Ikke ‘head-over-heals-in-love’ med mit arbejde, som jeg har haft for vane at være, men helt almindeligt glad og tilfreds. Det er målet, og jeg har det i syne, det mål. Når man er ny, bliver man også kaldt til forskellige samtaler i den anledning, og sådan én var jeg til igår. Jeg blev spurgt, om jeg kunne lide at være der. Om jeg kunne forestille mig at blive der, eller om jeg mere var på vej tilbage til børnene, som jeg har elsket at arbejde med. Sådan føles det ikke. Jeg er tilfreds med mit skifte. Og jeg kan lide at være ny, var mit svar. Jeg kan lide, at jeg ikke ved alt muligt, at jeg ikke kan tage ansvar for mere, end jeg faktisk kan, og at der er tydelige grænser for, hvad det er endnu. Jeg kan lide at have muligheden for stadig at forme , hvad det er for et menneske, jeg gerne vil være, i det omfang den slags er muligt med min alder og alting taget i betragtning. Jeg kan lide, at jeg ikke er presset ind i en form, som er skabt af forventninger og billeder af, hvem andre synes, jeg er. Der er mulighed for at modellere lidt endnu. Jeg kan godt lide det.

Samtidig med alle de her ting, som har fyldt og bevæget sig i de sidste måneder, har det samme gjort sig gældende i mine allernæreste relationer. Det er hundrede gange nemmere at skifte job og gøre sig tanker om, hvad og hvem man er, og gerne vil være i den sammenhæng, end det er i de relationer, som ens inderste nærmest er bygget af. Det har kostet mere, end ti jobskifter ville gøre. Processen har forlangt flere kræfter, mere energi, flere tårer og mere forspildt nattesøvn, end jeg havde forestillet mig. Den er ikke færdig endnu, men den er længere, end den nogensinde har været. Det handler om at være den, man gerne vil være. Den, man tror, man er. Den, de andre tror, man er. Det handler om, hvad man forventer af hinanden. Hvad man forventer af sig selv. Hvordan det føles, at opdage, at nogen tror eller tænker noget andet, end man troede. At man måske selv er anderledes, end man troede. Det handler om, at alting er muligt. Både det bedste og det værste. At alt dét, man tænker er en selvfølge; fx at ens nærmeste relationer bare er sunde og har det godt og vil blive ved med at være det, ikke bare er sådan pr definition, men at det er en mulighed, at det er sådan. Det modsatte er også en mulighed, selvom man ikke tror det. Jeg troede jo heller ikke, at det var en mulighed, at en af mine søskende skulle dø. Det blev ikke bare en mulighed. Det blev virkelighed. Jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til i dén virkelighed. Det kunne ingen. Men i det relationelle liv er der arbejde at gøre. For mig som individ, og for mig som en del af fællesskabet. Jeg har knoklet med det over hele sommeren. Det har gjort mig tavs og træt, overrasket og ked af nogle forskellige ting. Det har gjort mig fortrøstningsfuld og forventningsfuld. Det hele. Det handler i bund og grund om nogle ret enkle ting. At elske dem, man er sat sammen med. Og at være den, man er.

wpid-IMG_20120425_225512.jpg

 


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…