Man kan tænke lidt over

-hvad der mon kommer ud, hvis man sætter sig til tasterne uden at have en plan. Jeg ved det ikke endnu. Har bare sådan en fornemmelse af, at der er fyldt derinde. Måske af ord, måske af noget andet, jeg ved det egentlig ikke. Det føles bare som om, jeg sidder lidt fast i mig selv.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har ord på lager at tage af. Der er vist aldrig helt tomt her. Og alligevel blev jeg faktisk overrasket i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og en af mine kollegaer, som jeg jo ikke har kendt i mere end et halvt år dog, en lille smule forbløffet sagde, at hun da aldrig havde hørt mig tale så meget på én dag. Jeg kom til at grine ret højt, for det er vist nok første gang, jeg har hørt mig selv beskrevet som relativt fåmælt! Årsagen til den øgede talestrøm igår, var at vi netop har indført det højt besungne system ‘SundhedsPlatformen’, og som jeg skulle guide en kollega igennem i 8 stive timer. Det kommer der mange ord ud af, for sjældent har verden set en mindre menneskevenlig brugerflade på et program!

Men i mit eget liv er det ikke hverken computerprogrammer eller andet arbejdsrelateret, der fylder op i ordbunkerne. Det er nok mest noget med, at det tager så lang tid og mange kræfter at justere sig selv til nye virkeligheder, når de dukker op. Jeg synes, det er et hårdt arbejde. Hver gang. Jeg synes også, det er ganske anstrengende, når man opdager, at man har flere erfaringer indenfor kategorien ‘Nye Virkeligheder’, end man orker at tænke på. Jeg bliver træt og udslukt, når jeg tænker på, at det ikke engang kan forventes at være sidste gang, man stempler ind i den kategori. Fordi sådan er menneskelivet ikke skruet sammen. Og det er, trods sandheden i det, ikke særlig fyldestgørende at forklare det med, at det er konsekvensen af Adam og Evas valg i Edens Have dengang… Det fjerner ikke mine skingre og hæse råb om håb og barmhjertighed. Det heler ikke de ting, der i gør ondt i mig og bløder. Det mildner ikke min frygt for, hvad der næste gang rammer os lige i ansigtet. Det er en del af mit liv, som er blevet anderledes for altid. Visheden om, at der ikke er noget som helst i denne verden, som kan regnes for helt sikkert. At der ingen garantier er. Det kan faktisk godt føles håbløst. Og jeg er faktisk ikke på den måde vant til at føle håbløshed. Det er en uvant og uvelkommen følelse.

Jeg skynder mig lige at understrege, at det ikke er fordi, der er sket nye og grimme ting siden sidst. Min far har det efter omstændighederne godt. Faktisk meget godt, hvis man skal være præcis og retfærdig, når man betænker konteksten. Det er nok mest indeni mig, den er gal. Mig, som synes, det er opslidende at blive ramt igen, fordi det netop bekræfter, at det ikke er slut med at være vingeskudt. Det er mig, som bliver ramt af ørkesløsheden i det faktum, at der vil blive ved med stille sig ulideligheder i kø, som bare vil gøre ondt og være forfærdelige. Der er ingen, der siger noget om, hvornår og slet ikke hvorfor. Det sker bare. Og jeg bakser bare så meget med at finde min vej i at leve med alle de ting, som hører til hos mig og os, sådan at der stadig bliver mest plads til alt det, der er så godt, så godt. Jeg knokler med at finde tilliden frem fra bunden af bunkerne igen. Fordi jeg har det godt med at have tillid til, at det går. Det holder, det bærer. Men hvad er det, der bærer, spørger du så måske. Ja. Det spørger jeg jo også om fra tid til anden. Fordi det kan være så svært at mærke det, når man bliver træt og tung. Men jeg tror jo. Det gør jeg jo. Jeg tror på livet. Det gør jeg. Men kan det bære i sig selv? Næ. Ikke alene. Det tror jeg faktisk ikke, det kan. Det er jo livet, jeg lever, der bliver så frygtelig vingeskudt ind imellem. Og hvis det kan blive skudt ned, kan det jo ikke være sikkerhedsnettet. Og jeg har kun ét sted at vende tilbage til. Selvom jeg er tung og træt og vred og ramt og fuld af selvmedlidenhed og klage. Da Nikolaj døde, døde han i favnen på den Gud, som har skabt både ham og mig og alle, jeg elsker og det liv, vi elsker at leve. Jeg kan ikke gå andre steder hen. Jeg har ikke fundet andre steder, der kan bære mig. Der, i den erkendelse, falder jeg hver gang sammen og tuder lidt og bliver træt, men også fuld af ro. Og det tætteste jeg kommer på at have den tillid, som er svær at finde frem for tiden. Det er mærkeligt. At man, selvom man bliver så ramt, selvom man kæmper med tankerne om, at Gud ser det hele og ikke bare tager det væk, selvom jeg tror, Han kan; ikke finder freden og den sarte tillid til, at det holder, at det går, andre steder end lige netop dér…

Sådan er det indeni mig idag. På en solskinsdag i marts. Hvor der var rigeligt af ord at tage af, og som fik lov at komme i uredigeret rækkefølge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


I nattens mulm og mørke

Jeg er lige kommet hjem fra en fest. Fødselsdagsfest for en dejlig kusine, som jeg elsker højt. Fest fuld af damer. Et godt bordfuld damer, hvor man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der faktisk ikke er nogen i selskabet, som snakker mindre end meget og griner endnu højere. Sådan en fest, hvor der spises og snakkes i timevis, om småting, store ting, svære ting, sjove ting. En god fest, altså. Jeg anede ikke, hvor meget, jeg faktisk trængte til en fest af den slags. Det føles, som om det er længe, længe siden, jeg har grinet højt og mange gange i løbet af en aften. Det føles, som jeg en lille smule havde glemt, hvordan man gør andet end sort galgenhumor og den slags morsomheder, som man må ty til, når man ikke har flere skud i bøssen.

Så jeg gik ud i mørket og fandt min bil og satte kursen hjemad. Ad mørke landeveje. Gennem skov. Små byer og smalle veje. Midt i lyskeglen fangede jeg pludselig en vældig smuk ræv. Med busket hale og flot pels. Og flaben fuld af fin hane… Der er nogen, der mangles i hønsegården i morgen tidlig! Jeg trillede videre hjem og følte mig sådan set ret tilfreds. Over at være lige her. På små, mørke veje, med ræve og haner og hovedet fuldt af snak og latter. Fordi det er sådan, det skal være. Lige nu er det godt. Jeg elsker, når jeg falder over pletterne af fred og fordragelighed med mig selv og det store hele. I nat er det sådan. Der er fred og fordragelighed indeni.


Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Om at leve. På trods.

For en uge siden sad jeg her. Hørte det samme musik, som jeg hører nu. Mens jeg funderede over, hvorfor jeg og livet og alting er, som det er. Det forekom mig at være nogle væsentlige tanker. Det er de vel også i grunden. De holdt bare op med at være det ganske få minutter senere. Da jeg hørte de ubegribelige ord om, at min far var mere syg end bare en sepsis. Men sådan rigtigt syg. Af kræft. Uhelbredelig kræft.

Min far. Vores far. Som er sjov og klog og glad. Som er sund og rask og arbejdende. Som er kærlig og omsorgsfuld og elskelig. Som er en far, der interesserer sig, bekymrer sig og tager sig af. Som er en af de vigtigste sparringspartnere og vidner til mit og vores liv.

Jeg begriber ikke noget som helst. Det er ikke til at rumme i mit sind. Jeg græder talløse tårer over det, som er blevet hans lod, fuldstændig overrumplende og hovedkulds. Han og vi er kastet ud i et stormvejr, som ikke lader sig bremse. Indtil videre har han været rigeligt optaget af at overleve og komme sig over en sepsis. Imens han forsøger at overkomme den del af livet, der nu ligger og tårner sig op foran ham og os. Han er stadig mit fyrtårn. Han holder min mor fast i hånden og går. Målrettet og beslutsomt. Med tårer på kinderne og sorg i hjertet. Han går efter livet. Vi går sammen med ham. Mens vi beder om nåde og barmhjertighed, trygler om undere, råber på mirakler og hvisker vores bønner om fred og tillid til, at vi aldrig går alene. Det er svære dage at leve.

0188360a1ecfda63ffc747e33bc4c6767ac74a7d40


Men hvorfor er jeg sådan?

I en alder af næsten 40, tænker jeg stadig på det. Hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor jeg for lidt siden skrev med blæk på papir, at om mig er der at sige, at jeg er talende, tænkende, favnende, smålig, kærlig, bitter, tosset og snusfornuftig, mild, vred, forstående, nærtagende, rummelig og egocentreret. Bare for at tage noget fra skuffen. Og så skrev jeg, at det mest skræmmende er, at nogle gange føles det som om, jeg kan nå at være det hele på én lille bitte dag. Det er seriøst mange ting at fyre af i løbet af kort tid. Måske er det heller ikke det hele, jeg kan nå omkring, men alligevel…

Det afføder jo fluks- i hvert fald for mig- også tanken og spørgsmålet om, hvordan nogen kan holde sådan en type ud. Når nu man selv kan have mere end svært ved at holde af det. Af det, og af mig. Kunne man sige.

Kompleksitet og komplekser er der nok af. Ofte også lidt for mange lige for tiden. De sidste måneder har ikke været særlig sjove. Stressramte for nogen herhjemme. For andre bare farvede af stressen, som aldrig bare kan lægge sig i et hjørne og holde bøtte. Det har været nætter uden søvn, dage uden overskud. Arbejdsliv, der tog og fik alt det, der var. Mørke, der groede ud af natten og hang over dagene. Nullermænd, der voksede vildt i hjørnerne, vasketøjsbunker, der ikke flyttede sig ved tankens kraft, selvom man forsøgte.

Jeg kigger hver eneste dag på DMI’s side, hvor der står angivet i minutter, hvor meget dagen er tiltaget i længde. Jeg har kigget hver eneste dag siden jævndøgn. Hver dag er der mere dag og mindre nat. Det er godt. Jeg længes virkelig. For det føles faktisk som om, de vildtvoksende følelser og karaktertræk hos mig også læser med hos DMI. Mildnes i takt med minutterne, der vokser.

I dag er det lørdag. Det er morgen. Mine tre dejligste unger ligger og bobler under deres dyner. Jeg har været oppe længe. Lagt mange kurve vasketøj sammen. Drukket kaffe og spist boller med min vagt-mand, som nu er kørt på job. Igen. Talt med min mor, sms’et med min syge, indlagte far. Tænkt på liv og død og kærlighed og savn og alle de ting, der ligger og buldrer rundt indeni. Jeg sidder lige så stille ved brændeovnen, hører Savage Rose og mærker, at jeg lever. Med mine næsten 40 år og alle mine elskelige og uelskelige karaktertræk og egenskaber i tasken. Alt det, der er mig. På godt og ondt.


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Tanker fra en togtur

Sidder helt stille og kigger ud under huen, mens jeg blinker lidt langsomt. Jeg er på vej en hurtig tur til Jylland. Og jeg har sovet tre timer efter nattevagten i nat. Deraf togturen. Tre timers søvn, kombineret med sne og sommerdæk er inkompatibelt. Jeg kører sjældent med tog efterhånden. Er åbenbart vokset fra det?! 

I S-toget var der en del mennesker. Alle mulige mennesker. To sprøde teenagere sad og talte hele vejen. Om at få ‘sindssygt mange erfaringer’ og om at tage kørekort. Den slags, mens man smiler og blinker. Jeg kunne kun se den unge fyr i ansigtet. Stemmen var dyb efterhånden. Moderigtigt tøj, nydelig uldfrakke. Og – slog det mig- garanteret købt og betalt af mor. Lige dér gik det op for mig. At jeg stadig nærmest tænker på mig selv som den nittenårige, jeg engang var. Men de sprøde teenagere så noget helt andet. Hvis de altså havde set sig omkring. De ville have set en grånende dame, der var mindst dobbelt så gammel som dem selv. Og som på mange måder må betragtes som et mosefund fra svundne tidsaldre, når man lever i den evigt unge og smukke tidsalder, som den slags ungdom jo heldigvis befinder sig i. 

Overfor mig sad et aldrende ægtepar. Småsnakkende på den måde, man småsnakker på, når man ved, at den anden uden problemer følger med i tankespringene og emneskiftene. Der var jo bridgeaftenen hos Morten, hvor Jan og de tre andre ganske enkelt tabte til Knud, selskabets ubetingede dårligste spiller. Han havde haft en heldig hånd og fået meldt alle sine kort. De havde hver tabt 30 kr til Knud. Jan var egentligt mildt fortørnet over denne livets uretfærdighed. Indtil hans kone mildt sagde, at det vel nok var dejligt for Knud at prøve. Jo… Jamen, han havde da bestemt også været glad- så det var nok godt sådan. Desuden blev rimeligheden i at betale 56 kr for to små snaps vendt- de var jo vitterligt alt for små- og hvad mon avancen kunne blive på den slags?! Nærmest uanstændigt! Og hvorfor ville Jan ikke indrømme, at det var lige så nemt at stå af på Svanemøllen istedet for Nordhavn? Det plejede hun såmænd at gøre. Men det fandt Jan tåbeligt. Så de stod af på Nordhavn. I sidste ende skal der jo være en, der er mand for at tage beslutningen… 

Åh jo. Jeg, den grånende nattevagt på næsten fyrre somre, sad lige der i mangfoldigheden og bare så og hørte. Små brudstykker af andres liv og dag. Og tænkte lidt over mit eget lille liv og alle dets mangfoldigheder af hændelser, mennesker, oplevelser og alt det hele. Og erkendte, at jeg er godt på vej mod midten af livet. Min sprøde ungdom er forlængst væk. Jeg er mor for mine egne sprøde teenagere og heldigvis også for den sidste lille ælling. Jeg er sådan én som er godt igang i et arbejdsliv. Som har huslån i banken og op til flere biler og en dele-trailer. Det er helt og aldeles godt sådan! Men tænk- dér i toget blev jeg bare lige et kort øjeblik overrasket over, at jeg er forbi sprødheden og ungdommen?!