Næh, der er da ikke noget galt…

Altså, det er jo ikke fordi, der er noget galt, vel.  Jeg er måske bare sådan lidt fraværende, på en måde. Lidt – afventende, måske?! Man kan jo aldrig vide, hvad der nu kommer…

Det er så fjollet at tænke sådan. Jeg plejer faktisk heller ikke at have det på den måde. Men lige nu har jeg. Jeg ved måske ikke helt, hvorfor. Eller også kan jeg godt se, hvad der kan gøre det alligevel. Måske.

I vinterferien var vi jo i gang med noget lagkage og noget.  Det var dejligt. Kemo er helt overordnet en vældig god ting, når man har kræft, men på den anden side bare slet ikke i orden, når man hellere ville være fri og rask i stedet. Men som med så meget andet, fik vi ikke lov at vælge. Og det smager ret bittert, selv når man skyller efter med lagkage…

Nu er kemo et overstået kapitel. Min fantastiske mor har taget tur efter tur og er igennem. Med den del. Der er stadig meget andet, der vil gøres og tages og måles og indsprøjtes. Men kemo er ikke længere med på listen. Vi kan godt lide tanken. Vi ruster os til resten sammen med hende.

Mens vi fejrer de små og store sejre og overkom med lagkage eller rugbrødsmadder, hver ting til sin tid, er der bare også så mange andre ting, der begynder at kravle op mod overfladen. Der har været så mange tanker at tænke, ting at gøre, ord at sige, rejser at drage på. Så mange. Ikke bare for mig. For mine. Vi gør det forskelligt. Ofte på forskellige tider og i forskelligt tempo. Man kan aldrig vide helt, hvornår noget har tænkt sig at dukke frem i bevidstheden og kræve opmærksomhed. Tit er det lidt ubelejligt, kunne man fristes til at tænke. Jeg har ikke tid. Overskud. Kræfter. Til at tænke alle de vilde tanker. Overskue, at der er følelser, jeg har lagt i nederst i skuffen, fordi der ikke er plads. Indeni eller udenpå. Man bliver momentant lettet, når det lykkes at udsætte arbejdet. Mens man er fuldstændig klar over, at det er udsættelse og ikke aflysning, vi snakker om.

Jeg er så forfærdelig træt. Sådan kan det udtrykkes. Meget enkelt. Det er så forfærdelig udmattende at være i live ind imellem. Bliv ikke bekymret over den slags ord, der er ingen dødstrang i dem. Bare en lammende træthed. Over kræft, død, ulykke, sorg. Angst. Gråd. Usikkerhed. Det lyder så fattigt og grimt, når jeg siger det. Impulsen til at sige noget opblødende og mildt, er tilstede lige med det samme. Bang! Sig ikke noget så håbløst. Nogen kunne blive ked af det. Eller tænke sit om hang til melodrama. Men helt ærligt- er det ikke sådan, det er?

Jo. Det er sådan, det er. For jeg kan jo bare kigge på mit og vores liv. Prøve at fortælle mine børn, at man ikke dør, bare fordi man tager til Norge. Forsøge at forklare, at hår vokser ud igen, og at mormor ikke snakker tysk eller har glemt alt om, hvem de er, når hun nu er blevet syg. Fortælle dem, at livet faktisk er godt, selvom det lyder virkelig syret og som en stor, fed løgn, når de sidste mange måneder er gået skævere end skævt. Og at det kan nytte noget at være glad og lykkelig, selvom der sker ulykker, selvom man kan blive syg, selvom man en dag skal dø.

Den slags er en forbandet virkelighed. Og jeg kan ikke sige nok pæne ting, til at det går væk og aldrig kommer igen. Det gad jeg ellers godt. Men når jeg har sagt alt det grimme, jeg kan komme i tanker om, eller i hvert fald meget af det, så siger jeg som regel også mange gode ting. Jeg griner faktisk også hver dag. Ja. Det gør jeg. Selvom jeg for ikke lang tid siden troede, at jeg aldrig kunne føle ægte fornøjelse og glæde igen. Det kan jeg godt. Sagtens, endda. Forskellen på før og nu er bare, at vejen mellem latter og gråd er blevet en anden. Nogle gange kortere, andre gange længere, men altid tæt forbundet.

Gråden og latteren lever deres eget liv. Heldigvis. For hvis jeg skulle beslutte, hvornår det var tid til hvad, ville jeg få et meget mærkeligt liv, tror jeg. Der er ting, der ikke kan besluttes. Bare leves. Og nu er tiden kommet til at tage livtag med nogle af de udsatte tanker. Nu hvor kemoen har forladt scenen. For eksempel.

Tankerne er mange. Nogle meget udefinérbare. Handler ofte om Nikolaj. Noget med billeder på nethinden og forestillinger om dette og hint. Nogle gange i så overraskende glimt og så uforvarende, at jeg uvilkårligt smækker hænderne for øjnene og gemmer hovedet. Strudseagtigt. Men uden effekt. De lister sig ind på mig. Baghold. Og jeg bider tænderne så hårdt sammen, at det har kostet mig godt 3000 i bideskinner og noget. Latterligt. Men meget virkeligt og smertefuldt. Lige dér må jeg grine Det Gode Liv hånligt lige op i ansigtet. Det føles ikke som mit. Jeg lægger mit lille brev, pakket i plastic, i postkassen hos min lillebror, mens jeg tuder over det der liv…

Det er en del af mit liv. Den sten, den plet i haven, de billeder på nethinden. Jeg tager det op, bærer det med mig, for det er jo netop mit liv. Med det hele. Og jeg elsker det, der er mit. Netop fordi det er det. Skibet er ladet med kærlighed. Og derfor tager man hele pakken. Selvom man nogle dage sukker tungt. Det gjorde jeg lige nu…

Så nej. Der er ikke noget galt.  Der er bare noget liv, der kan tage de fleste af ens kræfter til tider. Det er i orden. Imens må man være tålmodig med sig selv og verden. Og vente på mere solskin.

---