Mørkningstimen

Det er tyst, når der er faldet sne. Nu er det særligt tyst. I mørkningstimen bliver alting særligt tyst. Sneen er leget sønder og sammen. Børn med røde kinder og frostbidte fingre sidder nu under tæpperne i sofaen og lader sig underholde af Olsenbanden, sådan helt old school.

Jeg har langt om længe fået varmen i de fleste kropsdele efter en tur i det hvide landskab i eftermiddag. Med hænderne om tekruset kommer det lige så stille, det med varmen. Det føles godt.

Aftenen ligger foran, uden program eller bestemte gøremål, og nogle gange trænger man det bare sådan. På komfuret dufter krydderier i den mellemøstlige boldgade, og varmer op til en kraftig suppe med oksekød og kikærter. Det er ikke mig, der laver mad i dag. Det er ren luksus, at lade sig forkæle af duftene og lydene, mens man sidder og varmer lige så stille op. Jeg er lidt forkælet, er jeg.

Forkælet med vintervejr har vi også været idag. Ikke frost under 10 grader, og det er værd at bemærke, synes jeg nok. Jeg har efterhånden udviklet noget, der minder om panserplader i ansigtet, trods indfedtning af hud inden udgang fra matrikel. Så det er velkomment med lidt mildere luftlag. Og når solen så tilmed lader sit strålende lys ramme os en hel, lidt længere dag, så er jeg faktisk virkelig tilfreds. For pænt er det, sneen. Men ikke særlig sjovt at løbe i…

Der ligger et strikketøj og frister ved siden af mig. Jeg tror, jeg griber chancen, mens Olsenbanden fornøjer og suppen snurrer over ilden ( og jo, det hedder over ilden, når man kun har gas i både ovn og blus…)

---