Min mentale chokoladeskål er omtrent så tom, som den Ella har slikket tom efter fastelavnsbollernes tilblivelse. Nogle gange ved man det godt; tomheden er slående og giver genlyd i det store rum indeni. Andre gange tager det fuldstændig røven på én, for nu at sige det på upoleret dansk. Sådan er det lige i dag. Jeg havde faktisk ikke set det komme. Derfor ligger jeg nu her med bambibenene viklet ind i hverdagsliv, genvordigheder, glæder, udfordringer, sorger… og ved ikke helt, hvordan man kommer op igen.
Det er jo ikke fordi, jeg ikke har prøvet det før, det med den mentale udskridning. Jeg burde egentlig have lært lektien fra de tidligere glatførekurser, men jeg har åbenbart huller i min viden. Jeg troede jo også, at når man gjorde, som der blev sagt, når man tog andre kloge menneskers ord for pålydende, handlede efter dem, skønt ens egen vilje og lyst gik i en anden retning, så var man nogenlunde på rette spor. Men ikke i dette tilfælde. Åbenbart. Forblommet snak? Måske. Det er heller ikke så vigtigt. Det handler om liv, at leve det, elske det imens, trods de skrammer, der følger med, når den vilde leg går på livets legeplads. Det handler om at elske. Dem, man har fået givet, og sig selv med. Det er ikke bare ligetil, i hvert fald ikke det sidste. Det handler om at slå sig, græde over det, skrige smerte ud, tørre øjnene igen og tage imod de krykker, der ind imellem er nødvendige, når den mentale chokoladeskål er skrabet tom. Det handler om at kæmpe sig tilbage til det essentielle ved det liv. At få lov at mærke, hvorfor det lige er her, jeg er. Forstå, at det er godt sådan. Forstå, eller måske lade sig fortælle forsigtigt og stille, mange mange gange, at det er godt, at jeg også er her. At jeg er okay, tomme skåle og krykker til trods. At man godt kan holde nogen i hånden, selvom man går med krykker og halter.
Nogle har solskin i dag. De er heldige. Jeg har gråvejr. En dag bliver det nok solskin igen.
